Anvisning til plejeboliger
Hvis dit behov for omsorg og pleje er omfattende, og du ikke kan klare dig i din nuværende bolig, kan du søge en plejebolig i Ringsted Kommune.
Om anvisning til plejebolig
En plejebolig er en bolig på et plejecenter. En plejebolig er en lille lejlighed med eget badeværelse og et tekøkken. Derudover er der et fælles opholdsrum for alle beboerne.
På plejecentrene er der personale hele døgnet, og du vil blive tilbudt den nødvendige pleje, praktisk hjælp, aktiviteter, psykisk støtte og sygepleje.
På plejecenter Solbakken er der enkelte boliger til ægtepar. Du kan læse mere om, hvilke plejecentre der er i Ringsted Kommune nederst på siden.
Vores målgruppe
Du kan blive visiteret til en plejebolig, hvis dit behov for omsorg og pleje er omfattende og ikke kan dækkes gennem hjemmepleje, hjælpemidler, dagtilbud og boligændringer i din nuværende bolig.
Sådan får du hjælp
Hvis du vil søge en plejebolig, skal du udfylde ansøgningsskemaet og sende det til Team Visitation i Myndighedsenheden.
Hvis du ønsker at sende følsomme eller fortrolige oplysninger til Ringsted Kommune, kan du gøre det via e-boks. Det kan for eksempel være dit cpr.nr., oplysninger om dit helbred eller økonomiske forhold.
Når din ansøgning er modtaget, vil en visitator foretage en vurdering af din situation og afklare dit behov for hjælp og støtte. Efterfølgende vil din ansøgning blive vurderet af boligudvalget, og du vil få besked, om du godkendes til en plejebolig. Hvis du godkendes til en plejebolig, kommer du på ventelisten til en plejebolig.
Yderligere information
Har du spørgsmål, kan du kontakte Team Visitation i Myndighedsenheden. Det kan også være din ægtefælle, pårørende, sygehuset eller andre, der kontakter Team Visitation, hvis de har fået samtykke fra dig.
Plejeboliger bevilges efter Almenboligloven og Lov om social service §§ 108 og 192. Loven ændres løbende, og du kan altid finde den nyeste version på www.retsinformation.dk
Du kan også læse mere om serviceniveauet i den politisk vedtagne kvalitetsstandard.
Her kan du læse mere om anvisning til plejebolig
Kontakt: Myndighedsenheden
Hvis du ønsker at sende følsomme eller fortrolige oplysninger til Ringsted Kommune, eksempelvis dit cpr.nr., oplysninger om dine helbredsforhold eller økonomiske situation, anbefales du at gøre det via Digital Post. Læs om beskyttelse af persondata