Byrådet vælges for fire år ad gangen ved kommunalvalget. Byrådet har det overordnede politiske ansvar for kommunens virksomhed på en lang række områder. Nederst på denne side kan du finde navnene på de 21 medlemmer, deres adresse samt mail.
Det er Byrådet, der har ansvaret for daginstitutioner og skoler til børn og unge, kulturlivet, biblioteker, idrætsfaciliteter samt plejehjem og ældreboliger til den ældre del af befolkningen. Det er også Byrådet, der har ansvaret for erhvervsudvikling, snerydning og vedligeholdelse af parker, veje og kloakker.
Der er byrådsmøde mindst én gang om måneden – undtagen i juli og august. Byrådsmøderne er offentlige og normalt afholdes mødet den 2. mandag i måneden med start kl. 19.00. Her samles alle byrådsmedlemmerne for at behandle og træffe afgørelser i en lang række sager. Inden disse møder er der dog arbejdet i de politiske udvalg.
Ringsted Byråd har nedsat syv politiske udvalg, som forbereder større sager til Byrådet, og som træffer egentlige beslutninger inden for udvalgets område. Udvalgene består af byrådsmedlemmer. Inden en sag behandles politisk, leverer de kommunale embedsmænd oplysninger og fremlægger løsningsforslag til politikerne.
Vær opmærksom på, at denne mail kun tilgår politikere. Her gælder kommunens sædvanligt svarfrister og andre regler for kommunal sagsbehandling derfor ikke.
Hvis du ønsker at sende følsomme eller fortrolige oplysninger til Ringsted Kommune, eksempelvis dit cpr.nr., oplysninger om dine helbredsforhold eller økonomiske situation, anbefales du at gøre det via Digital Post. Læs om beskyttelse af persondata