Søgeresultater
Et hegn er en smal bevoksning eller konstruktion, der adskiller to matrikler (grundarealer).
Hegnets funktion er at forhindre fri færdsel mellem grundene og spærre for indblik over skellinjen. Hegn anvendes både i by og på land, hvor det også anvendes til at give læ til opholdssteder og dyrkede jorder. Hegn går op i højde over jorden. Skelgrøfter graves derimod ned i jorden.
Hegn kan bestå af to hovedtyper af materialer:
- Levende hegn er hække, der består af buske eller træer, som er vokset sammen hele vejen fra bund til top.
- Faste hegn, der består af træ, metal, murværk, beton eller en kombination af disse faste materialer. Det faste hegn kan være et stakit (lavt), plankeværk (højt), raftehegn, trådhegn, mur eller andet. Hegnsmur med højde over 1,80 m reguleres af bygningslovgivningen, som går foran hegnsloven.
Et hegn i skellet mellem to naboer kan erstattes med bygninger – fx garager, drivhuse og skure. Højden på sådanne bygninger må højst være 2,5 meter. Beboelse må ikke være tættere på skellet end 2,5 meter og ikke højere end 8,5 meter.
Klage over bygninger i skel skal rettes til Team Byg i Teknik- og Miljøcentret. Her kan du også få mere at vide om tekniske byggeregler.
- Ret til hegn: En grundejer har ret til hegn omkring sin matrikel. Dog kan lokale forhold være reguleret af særlige retsgrundlag – dvs. lokalplaner, byplanvedtægter, deklarationer, tinglyste servitutter, aftaler, m.v.
- Skel og fælleshegn: Hegn placeres normalt i skel-linjen. De er jordejernes fælles ejendom og kaldes derfor fælleshegn. Det er et grundlæggende princip i hegnsloven, at to grundejere med fælles skel sammen skal afgøre spørgsmål om fælleshegnets materiale, form og vedligehold.
- Vedligehold af fælleshegn er en fælles opgave. De to matrikelejere vedligeholder hver sin side af hegnet og jorden langs hegnet, således at hegnet får den nødvendige mængde luft og lys. Hegnet skal også friholdes for uvedkommende vækster og genstande. Vedligeholdelse foretages normalt kun til skel-linjen, hvilket betyder, at hækkens overside og endestykker kun må klippes til midten. De to parter kan indbyrdes aftale en anden fremgangsmåde.
- Ændring, ombytning eller sløjfning af fælleshegn skal de to ejere være enige om, før arbejdet påbegyndes. Vedligehold er ikke en ændring af hegnet. – Egne hegn råder ejeren alene over, men ændring, ombytning eller sløjfning må tidligst påbegyndes én måned efter varsling af nabo. Ved sløjfning har nabo ret til rejsning af fælleshegn i skel.
- Egne hegn er hegn, der står helt på egen grund langs skellet og i stedet for et fælleshegn i skel har hegnsfunktion i forhold til naboejendommen. Hvis et hegn langs skel ikke har hegnsfunktion, er det et indre hegn, som ikke er omfattet af hegnsloven. Egne hegn må ikke påføre naboen ulemper.
- Hegn mod vej, gade, sti eller plads, der er åbne for almindelig færdsel, skal som eget hegn stå på egen grund. Levende hegn skal plantes så langt fra skellet, at bevoksningen holdes inden for skellinjen. Hegnet må ikke spærre for udsyn ved vejsving mv..
- Dialog mellem ejerne af en fælles skellinje giver det bedste naboskab og de mest holdbare aftaler om hegn. I tilfælde, hvor naboer ikke kan enes om hegnet, kan Hegnsynet hjælpe med at finde en fælles løsning gennem forlig elelr kendelse. Vi anbefaler at søge uvildig vejledning fra hegnsynssekretæren hvis du er i tvivl om noget, før du overvejer at begære hegnsyn.
- Frihed: På egen hånd kan to matrikelejere indgå en aftale, der ikke nødvendigvis følger hegnsloven – så længe aftalen ikke strider imod eventuelle særlige retsgrundlag.
Kontakt: Ringsted Rådgivningscenter
Hvis du ønsker at sende følsomme eller fortrolige oplysninger til Ringsted Kommune, eksempelvis dit cpr.nr., oplysninger om dine helbredsforhold eller økonomiske situation, anbefales du at gøre det via Digital Post. Læs om beskyttelse af persondata
Hegnsynet behandler konkrete sager med problemstillinger, der er omfattet af hegnsloven:
- Fælleshegn, som er hegn i skel mellem to grunde.
- Egne hegn, som er hegn på egen grund langs ejendommens skel og højst 175 cm fra skellinjen. Et levende eget hegn er omfattet af hegnsloven, hvis det består af minimum fire træer, der står på række med kort indbyrdes afstand og er af samme størrelse med vækst hele vejen op fra roden. Et eget hegn skal følge en væsentlig del af skellets længde. Egne hegn langs skel kan i visse tilfælde have status som fælleshegn.
- Grene, der beskadiger hegn på naboejendommen.
- Grene, der er generende for færdsel på naboejendommen.
- Grene, der udgør en fare for sikkerheden på naboejendommen.
Hegnsynet behandler ikke sager om:
- Skellets beliggenhed. Grundejerne skal anmode en landinspektør om skelafsættelse, hvis uenighed om skellets beliggenhed er en del af konflikten om hegnet.
- Indre hegn. De står mere end 175 cm fra skel, eller følger ikke skel.
- De fleste enkeltstående træer. Også ved gener fra skygge, nedfaldende frugt eller blade.
- Bygninger, der ligger til skel. Bygningsloven træder foran hegnsloven.
- Espalier, halvtag og lignende, der er knyttet til faste hegn i skel.
- Vej- og færdselsrettigheder.
- Udtalelser (syn og skøn) eller hypotetiske sagsforhold.
Tålegrænsen: Hvor hegnsloven ikke kan anvendes, er naboretten ofte nyttig. Den sætter grænser for hvor meget, naboer skal tåle af gener fra hinanden. Naboretten anvendes af domstolene og er på grundlag af en konkret vurdering i den enkelte sag, og er sålees privatretligt, og skal anlægges af dig.
Sager om konflikter vedrørende hegn er et anliggende for ejere af matrikler med fælles skelgrænse. Lejere kan ikke rejse en sag eller være indklaget for hegnsynet, men kan sammen med deres udlejer deltage i et hegnsyn. Tilsvarende kan andelshavere i en andelsboligforening ikke være sagspart, men må lade foreningen være sagspart.
Hegnsynssager kan rejses af grundejere, som kan være enkeltpersoner, andelsforeninger, andre foreninger eller virksomheder. Sag kan rejses mod ejeren af en nabomatrikel, som klager deler skellinje med.
Den, der rejser en hegnsynssag, er ansvarlig for at give de nødvendige oplysninger. Det sker ved skriftlig udfyldelse af formularen som der er link til på denne side. Bilag til belysning af klagen kan vedhæftes.
Før du går igang med at udfylde, anbefales det at have søgt vejledning hos hegnsynsekretæren. Hvis du forsat har et ønske om at rejse en hegnsynsag, bør du have disse oplysninger ved hånden:
- Navne: Alle ejernavne vedrørende sagens matrikler skal oplyses. Ved andelsforeninger eller grundejerforeninger oplyses desuden formandens navn og adresse.
- Adresser og matrikelnumre skal oplyses. Du skal desuden oplyse landsejerlavsnummer. NB 1: Hvis ejerne har folkeregisteradresse på en anden adresse end den, sagen drejer sig om, skal dette oplyses i sagsbeskrivelsen. NB 2: En lejer eller forpagter er ikke part i en hegnsynssag, men vil dog i reglen blive indkaldt til hegnsynsforretningen. De primære parter i sagen er ejerne af de ejendomme, der har andel i skel og hegn.
- Sagsbeskrivelse: Klager er ansvarlig for at beskrive sagen med alle nødvendige oplysninger til forståelse af sagens problemer. For eksempel kan det være meget nyttigt at undersøge, om matriklerne er omfattet af en lokalplan, og om lokalplanen indeholder bestemmelser om hegn.
- Påstand: Det centrale i sagsbeskrivelsen er din påstand. Påstanden er dit krav - eller det mål, du vil nå. Påstanden skal være tydelig.
- Bilag: Du skal vedlægge al relevant dokumentation, da du har oplysningspligten. Det kan være servitutter, tinglysning, lokalplan eller andre særlige bestemmelser, der er relevante for ejendommene. Du kan også vedlægge kort, skitser, fotografier eller lignende.
- Underskrift: Når en ejendom ejes af flere ejere, skal samtlige ejere underskrive anmodningen.I den digitale verden foregår dette ved at én borger via linket på denne webside indsender anmodningen og vedhæfter fuldmagter fra medejere som bilag.
Når Hegnsynet har modtaget de nødvendige oplysninger til gennemførelse af en sag, berammes en hegnsynsforretning. Hegnsynet fastsætter en dato med klokkeslet og indkalder parterne til hegnsyn. dette sker med mindst 8 dages varsel.
Procesmateriale: Den skriftlige proces før hegnsynsforretningen er åben. Den indklagede part modtager en kopi af klagers anmodning med opfordring til at afgive et skriftligt svar til Hegnsynet. Svar fra indklagede til sekretariatet videresendes i kopi til klager.
Til forberedelse af sagen kan disse links være nyttige:
- Matrikeldata findes på den Offentlige InformationsServer: OIS
- Navne på ejer(e) af nabomatrikel findes på: Tinglysning
- Lokalplaner finder du på: Plansystem (vælg orthofoto for at få baggrundskort)