Udvalgene har mulighed for at foretage en studie-/inspirationsrejse i hver valgperiode med henblik på at få input til en fortsat udvikling af udvalgets ressortområder.
Det foreslås, at Ældre- og Genoptræningsudvalget enten tager til Skotland eller til Fyn og Jylland.
Deltagerne er medlemmer af Ældre- og Genoptræningsudvalget samt direktør og centerchef for udvalgets ressortområder.
Nedenfor er der en nærmere præsentation af de to studieture. Når udvalget har truffet beslutning om, hvor studieturen afvikles, forlægges en sag med endelig rejseplan og budget.
Skotland
I Skotland har der været fokus på demente i en længere årrække og erfaringerne herfra er indgået i arbejdet med den Nationale demenshandlingsplan. I Ringsted Kommune arbejdes der allerede med demensområdet med udgangspunkt i erfaringer fra Skotland. I løbet af efteråret 2018 er der udarbejdet et forslag til Demensstrategi for Ringsted Kommune. Det forventes, at Byrådet vedtager strategien primo 2019. Der foreslås en tur til Skotland for at få input til udmøntningen af demensstrategien.
Forslag til program:
- Dag 1: Afrejse til Edinburgh, Skotland og møde med Edinburghs Ældreudvalg for at høre om det politiske og strategiske arbejde med ældreområdet i Edinburgh.
- Dag 2: Besøg hos Age Scotland for at høre om ”Age Inclusive Workplaces”, som er et initiativ, der blandt andet skaber jobs til mennesker med demens i samarbejde med lokale virksomheder.
- Dag 3: Besøg i North Lanarkshire og høre om ”Building a Dementia Friendly Community” – et initiativ fra 2014.
- Dag 4: Besøg hos Alzheimer Scotland for at høre om demensvenner, som handler om at skabe viden og opmærksom om demens i lokalsamfundet – initiativ fra 2014. Hjemrejse.
Jylland
I de senere år har der været stort nationalt fokus på ældreområdet, hvilket fx har medført konkrete krav om kommunale værdighedspolitikker, national demenshandlingsplan og indsatser omkring den ældre medicinske patient. Der er samtidig afsat midler til de forskellige indsatser i blandt andet satspuljeaftalerne. Kommunerne har udmøntet de nationale krav og midler forskelligt med udgangspunkt i lokale forhold. Der er således en række initiativer rundt omkring i landet, som kan give input til arbejdet med ældreområdet i Ringsted Kommune.
Nedenfor præsenteres forslag til indsatser og institutioner, som kan give input til det videre arbejde inden for Ældre- og Genoptræningsudvalgets områder:
- Kallerupvej i Odense: Kallerupvej er et åbent rådgivnings- og kontaktcenter for demensramte og pårørende. Centeret tilbyder både rådgivning og en række forskellige aktiviteter. Centeret bygger på ”Kallerupvej-modellen” (bilag 1), som er udarbejdet i samarbejde med brugere, pårørende og frivillige med flere.
- Sct. Maria Hospice i Vejle: Input til hvordan kommunen kan understøtte en værdig død for borgere, der ønsker at dø hjemme og deres pårørende.
- Demensvenligt plejecenter i Vrå i Hjørring Kommune: En model til demensvenlig indretning med udgangspunkt i tanken om demenslandsby, men tilpasset danske forhold.
- Fremtidens plejehjem i Ålborg: Fremtiden plejehjem i Ålborg er bygget med udgangspunkt i at håndtere udfordringen med flere ældre og problemer med rekruttering. I planlægning af byggeriet har der således været fokus på at inkorporer velfærds- og sundhedsteknologi.
- Velfærdsteknologi i Viborg Kommune: Viborg Kommune har arbejdet systematisk med implementering af velfærdsteknologi inden for både ældreområdet og træning. De har både velfærdsteknologiske løsninger, der understøtter borgernes selvstændighed og løsninger der kan skabe tryghed, som fx et sensorsystem og virtuel hjemme- og sygepleje samt løsninger der understøtte smart planlægning af arbejdsgange. Derudover indgår Viborg Kommune i et samarbejde med Viborgegnens Erhvervsråde og Hospitalsenhed Midt om et test- og udviklingscenter for velfærdsteknologi.
- Hammel Neurocenter (i Hammel eller Skive): Et højtspecialiseret neurorehabiliteringshospital for personer med erhvervet hjerneskade, hvor der blandt andet er tilknyttet botræningspladser.
Det foreslås, at der planlægges en tur med to eller tre overnatninger med udgangspunkt i hvilke steder udvalget ønsker at besøge. Tidspunktet skal koordineres i forhold til Social- og Arbejdsmarkedsudvalgets studietur.
Forslag til datoer for Ældre- og Genoptræningsudvalgets studietur:
Onsdag den 6. marts – lørdag den 9. marts 2019
Tirsdag den 12. marts – torsdag den 14. marts 2019
Torsdag den 28. marts – mandag den 1. april 2019
Onsdag den 3. april – lørdag den 6. april 2019
Tirsdag den 24. september – fredag den 27. september 2019
Tirsdag den 29. oktober – fredag den 1. november 2019
Tirsdag den 12. november – fredag den 15. november 2019