Kultur- og Fritidsudvalget udpeger hvert år indsatsområder for uddeling af § 18 midler til frivilligt socialt arbejde. Proceduren er, at Frivilligrådet drøfter, udpeger og indstiller indsatsområderne til udvalget. Kultur- og Fritidsudvalget beslutter herefter indsatsområderne og fordeler budgettet på området.
Indsatsområder
Indsatsområderne for 2020 er:
- Ældre og ensomme
- Særlig udsatte grupper
- Handicappede
- Patientforeninger
- Integration på tværs af etniske grupper
- Sårbare unge (nyt indsatsområde i 2020)
Ud over disse indsatsområder modtager Kirkens Korshærs værested, Cafe Dagmar et årligt tilskud til understøttelse af det frivillige sociale arbejde.
Af nedenstående skema fremgår det hvordan tilsagnene har været fordelt på de enkelte indsatsområder i 2019 og 2020 (opgjort 23.11.2020)
Indsatsområde | 1.1- 02.12.2019 | 1.1. – 23.11.2020 |
Ældre og ensomme | 13 tilsagn | 9 tilsagn |
Særlig udsatte grupper | 14 tilsagn | 12 tilsagn |
Handicappede | 3 tilsagn | 0 tilsagn |
Patientforeninger | 11 tilsagn | 3 tilsagn |
Integration på tværs af etniske grupper | 1 tilsagn | 1 tilsagn |
Sårbare unge | | 0 tilsagn |
Det skal bemærkes at en del af ansøgningerne kan relatere til et eller flere af indsatsområderne, men kun registres under et område. I de tidligere år har der været ansøgninger inden for alle indsatsområder, og antal og forholdet mellem ansøgninger inden for indsatsområderne har ligget nogenlunde stabilt.
Opgørelsen for 2020 afspejler at en lang række foreningsaktiviteter har været aflyst på grund af coronakrisen, hvilket naturligt skyldes de restriktioner, der har været fra sundhedsmyndighedernes side. Administrationen har løbende været i kontakt med de frivillige sociale foreninger, og flere af disse oplyser, at de er ekstra forsigtige, da de frivillige og deltagere i aktiviteter hører til i gruppen af borgere, der skal være særlig påpasselige i forhold til coronasmitte.
Det er administrationens hele klare formodning, at de frivillige sociale foreninger vil genoptage aktiviteter, når der igen er mulighed for det.
I sagen indstilles det derfor, at indsatsområderne fastholdes i 2021.
Dette er begrundet i:
- At indsatsområderne matcher de behov der er hos de frivillige sociale foreninger, og de ansøgninger der indkommer
- At indsatsområderne matcher de krav der er i Servicelovens § 18, stk. 2. Af vejledning til Serviceloven kapitel 33 stk. 138, der omhandler den støtte kommunerne skal give til det frivillige sociale arbejde, fremgår det at ”Sigtet er at støtte op om den frivillige sociale indsats, således at de økonomiske barrierer for en udvikling af denne indsats mindskes samt at opmuntre de frivillige sociale organisationer til at udbygge eksisterende sociale aktiviteter og udvikle nye”
- At indsatsområderne understøtter en række af principperne, temaerne, indsatserne med dertil hørende mål i Kultur-, Fritids- og Frivillighedspolitikken. Eksempelvis tema 3 ”Ringsted Kommune viser vej og muligheder” initiativ 3A ”Ringsted Kommune stimulerer til aktiv medskabelse”, hvor målet er at stimulere udviklingen i forenings- og fritidslivet
- At indsatsområderne forankres via en årlig drøftelse i Frivilligrådet med efterfølgende indstilling til Kultur- og Fritidsudvalget
Økonomisk ramme
Forslag om hvorledes den økonomiske ramme kan fordeles i 2021 fremgår af nedenstående skema:
| 2020 | 2021 |
Kirkens Korshærs værested Cafe Dagmar | 400.000 | 400.000 |
Engangstilskud | 345.000 | 350.000 |
Tværgående aktiviteter* | 60.000 | 60.000 |
I alt | 805.000 | 810.000 |
*Aktiviteter, kompetenceudvikling, informationsaftener, arrangementer mv. i kommunalt regi, med henblik på at understøtte det frivillige sociale arbejde og foreningerne.
Budgetposten vedr. Kirkens Korshærs værested Café Dagmar
Byrådet har i forbindelse med vedtagelsen af budget 2021-2022 besluttet at bevillingen på kr. 400.000 til understøttelse af det frivillige sociale arbejde i Café Dagmar gøres varigt så tilskuddet ikke skal søges hvert år, så Kirkens Korshær forlods kan budgettere med tilskuddet.
Som opfølgning på den beslutning forslår administrationen, at der indgås en aftale med Kirkens Korshær om vilkårene for det årlige tilskud. Af aftalen skal opsigelse frister og anden formalia endvidere fremgå.
Cafe Dagmar v/ Kirkens Korshær har til formål at give udsatte, psykisk syge og andre socialt udsatte personer et værested. Cafe Dagmar drives i samarbejde mellem en ansat og frivillige. Cafeen har åbent alle hverdage mellem kl. 8.30 og 13.30. Der serveres morgenmad og frokost, og der er mulighed for at brugerne kan tage et bad. Herudover er der mulighed for at spille billard, dart og få en snak om dagligdags bekymringer og glæder. Der er tilknyttet en socialrådgiver, der arbejder frivilligt, og som kan hjælpe brugerne med diverse opgaver. Det gennemsnitlige fremmøde i er mellem 35 og 45 brugere om dagen, med en samlet brugergruppe på knap 100.
Administrationen har en løbende dialog med ledelsen af Kirkens Korshær Ringsted, der står for Cafe Dagmar med henblik på, at drøfte anvendelse og effekt af §18 tilskuddet. Det sker mere formaliseret ved at der afholdes dialogmøder en til to gange årligt. Forud for møderne udfylder ledelsen fra Kirkens Korshær et dialogskema, der danner grundlag for samtalen på mødet. Dialogskemaet beskriver aktiviteter, aktivitetsniveau og effekterne af den frivillige indsats. Dialog skema fra november 2020 er vedlagt som bilag 1.
Budgetposten vedr. engangstilskud
Budgetposten til engangstilskud inden for indsatsområderne ældre og ensomme, særligt udsatte grupper, patientforeninger, handicappede, integration på tværs af etniske grupper og sårbare unge, har ligget i det samme leje i en årrække, og ligger på et niveau, der hidtil har kunnet opfylde de ansøgninger, der er indkommet.
Administrationen har en løbende kontakt med hovedparten af ansøgerne, både telefonisk på mail, og når der frivillige deltager i forskellige arrangementer for frivillige i Ringsted. Derved er der en jævnlig information og drøftelse om anvendelsen af §18 tilskuddet og effekten af dette.
Som dokumentation for modtaget tilskud indsender tilskudsmodtagere relevante bilag, oversigt over udgifter, samt en kort beskrivelse af den gennemførte aktivitet. Større organisationer indsender årsregnskab, hvoraf det fremgår, at der er modtaget tilskud fra Ringsted i stedet for enkelt bilag.