Indledning
Den landsdækkende Frivillig Fredag afholdes hvert år den sidste fredag i september måned. I år fredag den 24. september.
Med denne sag skal Frivilligrådet beslutte om dagen skal markeres, og på hvilken måde.
Beskrivelse af sagen
Frivillig Fredag er en landsdækkende begivenhed, der markeres på forskellige måder rundt omkring i landet. I 2021 er temaet for Frivillig Fredag ”Lokale stemmer”. Formålet er at sætte på lokaldemokrati, deltagelse og fælleskab.
Frivilligrådet har i en årrække valgt at markere Frivillig Fredag ved at afholde en inspirationsaften for de frivillige sociale foreninger og grupperinger. Det har været hensigten at give noget til de frivillige, hvor de kunne komme og deltage, uden selv at skulle arrangere og planlægge.
Formålet med aftenen har været at skabe netværk, at få input fra de frivillige, og give inspiration til dem og deres arbejde. Arrangementet har været meget positivt modtaget, og der har været god tilslutning. Aftenen har ligget torsdag op til Frivillig Fredag.
Andre muligheder for at markere Frivillig Fredag vil være et arrangement fredag den 25. september, hvor det frivillige liv bidrager aktivt i planlægning og afvikling. Alternativt et arrangement for frivillige på et senere tidspunkt i efteråret.
Der er økonomisk råderum til at understøtte et arrangement i lighed med tidligere år. Udgifter til oplægsholder, forplejning mm.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at:
- et arrangement i stil med tidligere år, vil blive positivt modtaget af de frivillige.
- foreningslivet og de frivillige vil have meget i kalenderen i efteråret, da der skal arbejdes med opstart efter coronakrisen
- at det derfor kan overvejes om arrangementet skal ligge på et andet tidspunkt, da der er planlagt Gallaaften for foreningslivet torsdag den 7. oktober
Indstilling
Administrationen indstiller, at sagen drøftes med henblik på beslutning om Frivillig Fredag skal markeres, samt at det besluttes i hvilken form, det skal ske. Endvidere indstilles det, at Frivilligrådet nedsætter en arbejdsgruppe, der kan arbejde videre med planlægningen.