Budgetrapport 3 - 2018 inkl. bemærkninger til alle væsentlige forventede afvigelser fremgår i bilag 1. I bilag 2 findes tabel over hele den skattefinansieret drift og i bilag 3 findes detaljer om budgetændringer, der indstilles godkendt i forbindelse med sagen. I bilag 4 findes status på kommunens Byudviklingsfond (køb og salg). Detaljeret anlægsoversigt kan findes i bilag 5.
Indgåelsen af regeringsaftalen om kommunernes økonomi indebærer en række korrektioner i statstilskud i 2018. Nettoeffekten af disse er indregnet i nedenstående tabel. Budgetrapport 3 er udarbejdet på baggrund af forbruget ved udgangen af september 2018.
Resultat af ordinær drift
Der er i det korrigerede budget forventet et ordinært driftsoverskud på 83,8 mio. kr.
Efter 3. kvartal resulterer de samlede tilbagemeldinger i forhold til den ordinære drift et forventet driftsoverskud på 81,7 mio. kr. hvilket er ca. 2,1 mio. kr. lavere end budgetteret.
Serviceudgifter
Der forventes serviceudgifter i 2018 på 1.533,8 mio. kr., hvilket vil være en overskridelse af servicerammen, der udgør 1.519,5 mio. kr. Servicerammen forventes således overskredet med i alt 14,3 mio. kr. Overskridelsen skal ses i sammenhæng med overførslen af 24,6 mio. kr. fra 2017 til 2018 vedrørende servicerammen og at den tekniske serviceudgiftspulje kun udgør 14,9 mio. kr..
Servicerammen beregnes ud fra de samlede driftsudgifter, tillagt indtægter fra den centrale refusionsordning og tab af lejeindtægter mv. vedrørende ældreboliger. Derfra trækkes de samlede overførselsudgifter, udgifter til de forsikrede ledige, aktivitetsbestemt medfinansiering på sundhedsområdet, samt udgifter til tjenestemandspensioner i forsyningen.
Såfremt kommunerne samlet set overskrider servicerammen, vil der dels blive en kollektiv sanktion og dels en individuel sanktion. Den kollektive sanktion udgør 40 % af rammeoverskridelsen og vil ramme alle kommuner også dem der overholder deres andel af servicerammen. Den individuelle sanktion udgør de resterende 60 % af rammeoverskridelsen. Den endelige sanktion afhænger af, i hvilket omfang den samlede serviceramme for alle landets kommuner bliver overskredet.
Vi kan således ikke på forhånd beregne hvor meget en eventuel sanktion vil komme til at udgøre for Ringsted Kommune.
Hvis alle kommuners regnskaber for 2018 overskrider servicerammen for 2018, vil den samlede sanktion for Ringsted Kommune komme til at udgøre 14,3 mio. kr. svarende til hele overskridelsen, hvilket er det værst tænkelige scenarie.
Direktionen har vurderet mulige tiltag for at nedbringe kommunens udgifter til service i 2018. På dette tidspunkt af regnskabsåret, vil det næppe have den store effekt at foretage en opbremsning af udgifterne i 2018.
Der er derfor foretaget en vurdering af, om allerede afholdte driftsudgifter har karakter af anlægsudgifter, og således vil kunne overføres til anlægsprojekter. Kommunernes anlægsudgifter er ikke på samme måde som serviceudgifterne opfattet af sanktioner, hvis den aftalte ramme for anlægsudgifter overskrides. Vurderingen har resulteret i, at der i kommunens driftsregnskab har været afholdt udgifter til vedligeholdelsesarbejder på bygninger, anskaffelse af maskiner samt nye vejbelægninger, der kunne have været afholdt som anlægsudgifter.
På den baggrund foreslås det, at der oprettes tre nye anlægsprojekter hvortil budget og udgifter på i alt 10,9 mio. kr. overføres, og at der samtidig gives anlægsbevilling til de tre anlægsprojekter. Budgetomplaceringen er vist i bilag 3.
Forslaget vil efterfølgende skulle godkendes af kommunens revision.
Finansiering
Kommunens finansieringsbudget er på ca. 2.198 mia. kr., og der forventes p.t. en mindreindtægt på 15,4 mio. kr. Mindreindtægten kan primært henføres til midtvejsreguleringen af tilskud/udligning fra tidligere år.
Rente
På renteområdet forventes på nuværende tidspunkt et samlet merforbrug på netto 0,2 mio. kr. Det er primært de fortsat meget lave renter på indlån, der påvirker forventningerne.
Skattefinansieret drift
For den skattefinansierede drift er det samlede budget 2.110,4 mio. kr., og der forventes på nuværende tidspunkt set samlet mindreforbrug på 7,5 mio. kr.
Økonomiudvalget
Der forventes et merforbrug på 1,2 mio. kr. Der forventes et merforbrug på 0,6 mio. på den politiske organisation, primært pga. udbetaling af eftervederlag til udvalgsformænd og udgifter til nyt byråd. Der forventes et merforbrug på 0,7 mio. kr. vedr. centrenes administration og et forventet mindreforbrug på 0,7 mio. kr. vedr. administrationens fælleskonti. Der forventes et merforbrug på barselspuljen på 0,5 mio. kr.
Klima- og Miljøudvalget
Der forventes et mindreforbrug på ca. 4,4 mio. kr. Merforbruget kan primært henføres til Kollektiv trafik hvor der er et mindreforbrug på 3,6 mio. kr.
Plan- og Boligudvalget
Der forventes et merforbrug på 1,0 mio. kr. Merforbruget vedr. Ejendomsdrift.
Børne- og Undervisningsudvalget
Der forventes samlet set et merforbrug på 3,3 mio. kr. På skoleområdet er et forventet mindreforbrug på 2,6 mio. kr.. På området Dagstilbud for børn forventes et merforbrug på 2,7 mio. kr. og på området Børn og Unge forventes et merforbrug på 3,2 mio. kr.
Social- og Arbejdsmarkedsudvalget
Der forventes samlet set et mindreforbrug på 5,4 mio. kr.
På sundhedsområdet forventes mindreforbrug på 9,6 mio. kr. Det forventede mindreforbruget kan primært henføres til den aktivitetsbestemte medfinansiering som har et forventet mindreforbrug på 12,6 mio. kr. Der er et samlet forventet merforbrug på Vederlagsfri fysioterapi og Specialiseret genoptræning på 2,2 mio.kr..
På området for handicap, social og psykiatri forventes et merforbrug på 3,7 mio. kr. hvilket primært skyldes et forventet merforbrug på Botilbud på 5,7 mio. kr.. Der er et forventet mindreforbrug på boligstøtte på 1,8 mio.kr.
På Unge under socialområdet forventes der merforbrug 5,5 mio. kr. som følge af større forventede udgifter end budgeteret på Botilbud til de unge over 18 år.
På beskæftigelsesområdet forventes samlet set et mindreforbrug på 5 mio. kr. Det forventede mindreforbrug kan henføres til Kontant- og uddannelseshjælp på 2,0 mio. kr., Forsikrede ledige på 1,0 mio. kr. og Flygtninge 2 mio. kr.
På Ældre- og Genoptræningsudvalgets område forventes der samlet et mindreforbrug på 9,1 mio. kr. , særligt på Ældrepuljemidler og værdighedspulje, samt Sundhedsuddannelser.
For Kultur- og Trivselsudvalget forventes samlet set budgetoverholdelse.
Anlæg og anlægsplan
For de Skattefinansierede Anlæg ventes mindreforbrug på 136,4 mio. kr. Det samlede anlægsbudget udgør 219,9 mio. kr. I bilag 5 ses tallene for alle anlæg.
Likviditet
Kommunens gennemsnitlige likviditet over de seneste 365 dage opgøres pr. 30. september til 324,0 mio. kr. På samme tid sidste år blev gennemsnitslikviditeten opgjort til 307,3 mio. kr.
Foreslåede budgetændringer
Budgetændringer der søges godkendt i forbindelse med behandlingen af sagen og er nærmere beskrevet i bilag 3. De tekniske budgetændringer er ikke indarbejdet i tallene i budgetrapport 3. Såfremt de godkendes i Byrådet, vil de forårsage en ændring i de enkelte udvalgs forventede budgetafvigelser, men ikke påvirke kommunens samlede regnskabsresultat.
Finansiel strategi
Kommunen har p.t. lån for i alt 427,2 mio. kr. Heraf udgør støttede lån til ældreboliger 99,9 mio. kr. og lån vedr. klimatilpasningsprojekter 27,0 mio. kr.
Kommunens andel af fastforrentede lån udgør p.t. ca. 57 %. Det er en overholdelse af den finansielle strategi, der tilsiger, at fastrenteandelen til enhver tid mindst skal udgøre 50 %. Andelen af gæld i CHF udgør p.t. ca. 35 %, hvilket er i overensstemmelse med den finansielle strategi, der fastsætter maksimum til 50 %.
Kommunens tilgodehavender
Pr. 30. september 2018 udgør kommunens samlede tilgodehavende til inddrivelse 49,3 mio. kr. hvilket er en stigning på 1,7 mio. kr. i forhold til halvårsregnskabet.