På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 18. juni 2019 fik udvalget et oplæg fra boblberg.dk (bilag 1) og bad på denne baggrund om en supplerende sagsfremstilling vedr. muligheden for, at Ringsted Kommune kan tegne abonnement på boblberg.dk.
Administrationen har på denne baggrund indhentet et konkret tilbud fra boblberg.dk på en aftale ml. Ringsted Kommune og boblberg.dk (bilag 2).
Af oplægget til aftale fra boblberg.dk fremgår det, at der foreslås en to-årig aftale til kr. 84.000 pr. år. For efterfølgende år vil prisen blive reguleret med 4,95 % årligt, da borgerantallet og support-henvendelser stiger år-til-år.
Boblberg leverer ifølge aftaleoplægget bl.a. følgende:
Der leveres adgang til https://boblberg.dk/ version 2.0. En sikker platform hvor GDPR, borgernes data og sikkerhed vægtes højt.
Her kan oprettes bobler (opslag) og der kan kommunikeres ved hjælp af private beskeder og et åbent kommentarfelt.
Platformen der leveres er en borger-til-borger portal, som giver mulighed for borgere i Ringsted Kommune at indgå og finde sociale fællesskaber som styrker deres fysiske og mentale sundhed.
Platformen gør det ligeledes muligt at synliggøre de frivillige tilbud ud til borgerne samt mulighed for foreningerne til at finde frivillige. Indholdet på platformen oprettes af borgerne selv inden for de interesser og emner som de finder interessante.
Formålet med platformen er at skabe kontakt/støtte mellem mennesker igennem sociale fællesskaber.
Ringsted Kommuneforpligter sig overfor Boblberg til aktivt at støtte op om platformen i kommunikationen til Ringsted Kommunes borgere. Der deltages aktivt i PR og presse for at bringe budskabet om konceptet og platformen ud via lokale medier, så længe der er en gældende aftale. Ringsted Kommune printer markedsføringsmateriale i form af flyers, plakater og roll up bannere.
Administrationen vurderer, at boblberg.dk gør det muligt for borgerne at forbinde sig med hinanden omkring sundhed, interesser, fritid, kultur og natur mv.
Direktionen indstiller, at der udarbejdes budgetforslag vedr. abonnement på boblberg.dk til kr. 84.000 plus årlig regulering på 4,95 %.