På baggrund af udvalgets beslutning fra 18. juni er der afholdt en workshop den 29. august 2019.
Folkeoplysningsrådet og Frivilligrådet var inviteret, og ud af 19 mulige, deltog 8 personer.
Workshoppen var planlagt som et dialogmøde, hvor formålet var at få rådenes syn på de muligheder for at låne lokaler, der er i dag, hvad der eventuelt mangler, og i den forbindelse, hvilke tiltag rådene kan pege på, der kan iværksættes.
Endvidere var det formålet at få afdækket rådenes indstilling og behov i forhold til det borgerdrevne forslag.
Programmet var opdelt i tre runder med følgende emner og spørgsmål:
- Mulighederne i dag
- Hvad fungerer godt som det er?
- Er der noget der kan forbedres?
- Hvordan kan det gøres?
- Borgerdrevet forslag Frivillighus i Ringsted
- Hvilke fordele ser I?
- Hvilke ulemper ser I?
- Udpegning af de tre vigtigste pointer fra drøftelserne
Opsamling fra workshoppen er vedlagt som bilag 2. Efter mødet blev opsamlingen udsendt til deltagerne, således at de havde mulighed for at kommentere på denne. Der kom kun enkelte forståelsesmæssige rettelser, som er indarbejdet i bilaget.
Efter drøftelserne på workshoppen besluttede deltagerne fra Frivilligrådet samt Folkeoplysningsrådet at pege på fire vigtige pointer:
- Lav et ”imaginært” frivillighus
- Skab synlighed omkring nuværende muligheder
- Skaf opbevaring og flere små mødelokaler på eksisterende faciliteter
- Vær opmærksom på, at behov er forskellige fra forening til forening alt efter foreningstype, størrelse, aktiviteter og formål
Fysisk frivillighus vs. ”imaginært” frivillighus
Deltagerne havde en længere drøftelse omkring behovet for et frivillighus, idet flere af dem pegede på at fordelene ved et frivillighus er, at foreninger og frivillige mødes og skabes kontakter. På den måde fandt deltagerne, at et frivillighus kan bidrage til at understøtte samspillet og netværksdannelsen på tværs af foreninger og frivillige.
Samlet set ses det dog af opsamlingen, at deltagerne ønsker at bevare de muligheder, der er i dag, og dermed ikke ønsker, at der etableres et frivillighus på bekostning af de nuværende muligheder. Et eventuelt frivillighus skal derfor være et supplement (ny lokalitet) til de eksisterende faciliteter.
Deltagerne pegede på, at der på tværs af lokaliteter, skal skabes en oplevelse af, at de frivillige har et fælles sted, der er ”hjertet” for dem, og hvor der hersker en positiv ånd, som bidrager til at styrke frivilligheden. Deltagerne blev i drøftelsen ikke helt konkrete på indhold, form og ønsker, men besluttede at betegne ønsket som et ”imaginært” frivillighus, og udpegede det som en vigtig pointe fra workshoppen. Denne drøftelse omhandlede primært de frivillige sociale foreningers muligheder.
Eksisterende muligheder for lokaler mv.
På den baggrund drøftede deltagerne, hvordan de nuværende lokaliteter kan udnyttes, så de fordele, der er ved et frivillighus, kan udvikles inden for eksisterende rammer.
- Booking af lokaler
Deltagerne pegede på, at håndteringen i at booke lokaler er forskellige for foreningerne, ligesom kendskab til, hvilke muligheder der er, opleves varierende. I dag benyttes det digitale bookingsystem af de folkeoplysende foreninger til sæson- og enkeltbookinger. Der er en række andre kommunale lokaler, som stilles til rådighed for det øvrige foreningsliv herunder frivillige sociale foreninger, men disse indgår endnu ikke i bookingsystemet.
- Muligheden for at låne små og mindre lokaler – også akut
Der var enighed, om at muligheden for at låne små og mindre mødelokaler meget gerne må styrkes. Deltagerne havde desuden en længere drøftelse af behov for at finde lokaler fra dag til dag, - af deltagerne omtalt som ”akut” lokaler. Dette specielt til ”en til en” samtaler med en sårbar målgruppe. I forhold til denne problematik, blev det foreslået, at det skal afklares om behovet er til stede.
- Muligheden for opbevaring af materiel og udstyr
Også mulighed for opbevaring af materiel og udstyr blev drøftet, og der var generel enighed om, at det for flere foreninger er en udfordring at skulle opbevare aktivitetsmaterialer, forenings pc mv. privat, og dermed at skulle transportere det frem og tilbage, hver gang foreningen har en aktivitet.