Det overordnede mål for indsatsen er, at borgerne bliver uafhængige af offentlig forsørgelse. Borgerne i målgruppen er personer med komplekse problemer ud over ledighed, som f.eks. psykiske diagnoser eller udtalt sårbarhed, kriminalitet, livsstilsproblemer, misbrug, el.lign. og med en forsørgelsesperiode på over 12 måneder.
Den nye håndholdte intensiverede indsats er organiseret i et nyetableret team, og de nyansatte medarbejdere i teamet afholdt de første samtaler med borgere medio februar, hvorfor denne første afrapporteringsperiode tæller omkring 5-6 måneder.
Borgerne i målgruppen sluses løbende fra de øvrige ydelsesopdelte teams i Jobcentret og Ungeenheden over i det nye team, når de har opnået et års ledighed og vurderes at være i målgruppen, dvs. at borgerne skal være motiverede og vurderes at have et potentiale for at drage nytte af den intensiverede indsats.
De øvrige medarbejdere i Jobcentret og Ungeenheden har som konsekvens heraf hver afgivet enkelte af deres borgere. Disse medarbejdere har derfor nu en let reduceret sagsstamme, hvilket giver dem bedre mulighed for at forstærke indsatsen overfor de tilbageblevne borgere, der generelt vurderes til at have en lidt længere vej til job og uddannelse.
Teamet består af 4 sagsbehandlere og 2 virksomhedskonsulenter, som er rekrutteret via eksterne opslag og udvalgt ud fra en vurdering af at netop de matchede stillingsprofilen bedst i forhold til at arbejde håndholdt og anerkendende med de problemstillinger, som gør sig gældende for borgere på langvarig offentlig forsørgelse.
Teamet er normeret til 120 borgerne fordelt på følgende målgrupper:
- ca. 60 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år, som ønsker en mere aktiv indsats
- ca. 30 jobparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år
- ca. 30 udsatte unge på uddannelseshjælp.
Metoder i kontakten med borgerne
- Tæt opfølgning, tæt kontakt
Indsatsen i Team Fokus har hyppige, ugentlige samtaler med borgerne og er tættere i opfølgningen, mere massiv i indsats og mere individuelt tilpasset den enkelte borger end den traditionelle indsats, hvilket er muligt fordi den enkelte medarbejder har små sagsstammer. Det vil sige: færre borgere, end medarbejderne i det øvrige Jobcenter, hvilket frigiver tid til den personlige tilpassede indsats. Alle tilbydes samtaler andre steder end i jobcentret, og særligt for sårbare borgere, kan møder i mere uformelle omgivelser sikre en bedre dialog.
Teamet har åbne telefoner, så borgerne kan få kontakt til sagsbehandlerne dagen igennem, og medarbejderne fungerer både som sagsbehandlere og som mentorer med opsøgende kontakt til borgerne efter behov, samt som undervisere i et internt beskæftigelsesfremmende tilbud med jobsøgning.
Der anvendes SMS kontakt til borgerne og særligt for unge er der mulighed for kontakt når som helst behovet opstår, hvilket de unge i udstrakt grad benytter sig af.
Indsatsen og kontakten tager udgangspunkt i borgernes konkrete behov, med konkret hjælp til det som fylder, og borgerne understøttes i at få ryddet op i det, der hæmmer deres muligheder for at gå job eller deltage i beskæftigelsesfremmende aktiviteter. Formen kan efter behov være råd og vejledning, hjælp til CV/ansøgning, dialog med virksomheder, hjælp til gældsrådgivning, eller motivation til at tage imod relevant hjælp fra andre instanser (læge, psykiater, misbrugsbehandling)
- Relevant og håndholdt hjælp til job- og uddannelsessøgning
En stor del af borgerne har en meget begrænset erfaring i at søge efter- og være i job. På jobsøgningsholdet får borgerne hjælp til IT, CV eller håndholdt jobsøgning. Den økonomiske gevinst med selvforsørgelse forklares grundigt hvilket øger interessen for job.
For unge, der skal starte på uddannelse, følger sagsbehandleren den unge ud på uddannelsesinstitutionen, hvor der holdes møde med en uddannelsesvejleder om evt. støttebehov og efterværn, og hvor den unge får styr på, hvad der kan forventes ved uddannelsesstarten. Dette sikrer, at den unge oplever forudsigelighed ved mødet med det nye, og at den unge oplever, at institutionen er kendt allerede ved uddannelsesstart.
- Konkret og relevant hjælp til at finde praktik for formidling
I samarbejde med virksomhederne fremskaffes virksomhedspraktik med særligt fokus på småjobs sideløbende med, eller efter praktikken.
Medarbejderne har godt overblik over borgernes kompetencer, ønsker og behov og kan sikre hurtig respons ved rekrutteringsanmodninger, hvor en del borgere har fået småjobs, og enkelte derefter har opnået fuld selvforsørgelse.
- Fastholdelse efter udslusning til job eller uddannelse
Borgere, som vurderes at være i risiko for frafald, tilbydes at kontakten fastholdes som udgangspunkt i 3-r måneder, efter at de er kommet i selvforsørgelse via job eller uddannelse. Dette skaber tryghed og mulighed for at forebygge frafald og fastholde aktiviteten.
For unge kan kontakten blandt andet fastholdes som opsøgende kontakt til de unge ved fravær eller udeblivelser, samt via fælles samtaler på uddannelsesinstitutionen. Desuden er det sagsbehandlerens praksis at stå til rådighed via sms på de tidspunkter, hvor de unge har behov for kontakten.
I alt 7 borgere er aktuelt i fastholdelse efter overgang til uddannelse eller job.
Teamet udfører sanktioner som et led i at håndhæve rådighedspligten i henhold til reglerne i lovgivningen, og drøfter krav og konsekvenser med borgerne i samtaleforløbet.
Status på resultater
Siden d. 1-1-2018 er der registreret 172 borgere tilknyttet Team fokus. Aktuelt er der 113 borgere tilknyttet teamet.
I alt 41 borgersager er afsluttet, heraf er 31 er gået i arbejde og 10 er kommet i Uddannelse. Yderligere er der 33 borgere i praktik, med henblik på udslusning til uddannelse eller løntimer, og de er derfor godt på vej til at komme videre. Yderligere er 14 borgere overdraget til andet sagsområde og 4 personer er fraflyttet kommunen.
Indsatsen gennemføres i en tæt dialog og i samarbejde med borgerne, og teamet får jævnlige tilbagemeldinger på borgernes oplevelse af kontakten og indsatsen, som f.eks.: ”Det er rigtig godt med efterværn”. En ung som har efterværn tilknyttet sin bacheloruddannelse har givet nedenstående udtalelse til sin sagsbehandler og har tilladt, at den anvendes i denne sag:
”Efter jeg kom i det nye team blev der lige pludselig set på hvad mine styrker,… her blev der lyttet til mig, set på mine behov, jeg kom både i virksomhedspraktik og senere i job, og er nu under uddannelse, disse skridt er blevet taget fra januar i år. Det har været en uundværlig støtte for mig og det bærer resultatet meget stærkt præg af.”
Økonomisk beregning af effekt
Denne indsats er givet som et investerings projekt, hvoraf der er investeret kr. 2,850 mio. kr. fra investerings pulje. Forslaget indeholder en effekt allerede i år et i forhold til investering med nedbringelse af de samlede ydelser, på kr. 1,950 mio. kr. som er effektueret og indkalkuleret i budgettet.
Beregningen af besparelsen på ydelser til de 41 afsluttede borgere på henholdsvis uddannelseshjælp og kontanthjælp viser, at der yderligere er en effekt på sparede ydelser på 2,3 mio. kr., hvilket samlet set giver et mindreforbrug på kr. 4,25 mio. kr.
Investeringsprojektet har det første år haft en større effekt end tidligere beregnet, hvorfor den oprindelige investering på nuværende tidspunkt er hentet.
Det forventes, at der i perioden september til december 2018 vil blive afsluttet et yderligere antal borgere til selvforsørgelse i form af job eller uddannelse, hvilket vil betyde, at der derudover vil opnås et overskud i forhold til det fremsatte omstillingsforslag.
Figuren nedenfor viser udslusningskurve samt prognose fordelt på mio.kr. og måneder gennem 2018:
Kilde: Fasit/Fagsystem