Fornyet behandling.
Støj
I henhold til planlovens § 15a kan en lokalplan kun udlægge støjbelastede arealer til støjfølsom arealanvendelse, hvis planen med bestemmelser om etablering af afskærmningsforanstaltninger kan sikre den fremtidige anvendelse mod støjgener.
Den eksisterende lokalplan kan udnyttes til boligbebyggelse med åben / lav boliger i det resterende område, da den er vedtaget før ovenstående bestemmelse blev indført i planloven.
Det areal, der ønskes udarbejdet ny lokalplan for, er støjbelastet, og kan kun sikres mod støjbelastning, hvis der etableres en støjvold langs med Vestmotorvejen (støjkilden). Først når støjvolden er etableret, kan der udarbejdes ny lokalplan for området.
Den blå farve viser områder, hvor støjen er mellem 63 lDEN db (A) og 68 lDEN db (A). Den grønne farve viser områder, hvor støjen er mellem 58 lDEN db (A) og 63 lDEN db (A).(Kilde: Ringsted Kommunes kortgrundlag).
I henhold til planloven må støjen i et støjfølsomt område (fx et boligområde) ikke overstige 58 lDEN db (A) inden for hele området. Det er ikke muligt at sikre hele området mod støj lokalt, da en sådan afskærmning dels skal være meget høj, og dels vil påføre andre boliger i området mere støj end de oplever i dag.
Det er derfor ikke muligt i henhold til planloven at udarbejde en ny lokalplan for området, da denne ikke vil kunne overholde planloven.
Vand
I det område, hvor der allerede er bygget 70 boliger viser kommunens bluespot kort, at der ved en regnhændelse vil stå meget vand, som har svært ved at komme væk. Dette problem vil blive større, hvis der bygges tæt / lav boliger på det resterende areal. Arealer med tæt / lav bebyggelse (rækkehuse) er typisk bygget tæt sammen og kædes desuden sammen med belægninger. Haverne er forholdsvis mindre end til åben / lav boliger (parcelhuse), og der vil derfor opstå risiko for oversvømmelser i forbindelse med ekstrem regn og muligvis også i forbindelse med almindelig, daglig regn, der står på over længere tid.
Kortet viser hvor der vil samle sig vand i forbindelse med regnhændelser. (Kilde: Ringsted Kommunes kortgrundlag).
Der er udlagt et område til et regnvandsbassin syd for Lokalplan 207. Dette bassin er dimensioneret til bl.a. at kunne håndtere vand fra dette område ud fra bestemmelserne i lokalplanen. Hvis lokalplanen ændres til tættere bebyggelse, vil det pågældende regnvandsbassin sandsynligvis skulle være større end det areal, der er udlagt, hvilket vil betyde ekspropriation af anden mand grund. Et regnvandsbassin ejes og drives af Ringsted Forsyning. Når et bassin etableres på anden mands grund, vil Ringsted Kommune på vegne af forsyningen skulle ekspropriere til formålet. Det betyder en øget udgift til regnvandskloakering i området.
Bygherres bemærkninger
Bygherre har oplyst, at han mener at kunne gennemføre projektets regnvandshåndtering med et minimum af udledning.
Med hensyn til støjen fra motorvejen har bygherre efterspurgt støjberegninger, så de kan regne på, hvad det betyder for byggeriet og undersøge, hvorledes støjen kan håndteres.
Bemærkninger til bygherres oplysninger
Bygherre henviser til et projekt i Odense, hvor tæt lav byggeri er opført med en mindre belastning end alternativet med udbygning med parcelhuse. Løsningen i Odense består af etablering af kassetter / faskiner under parkeringsarealerne. Såfremt det forventes, at regnvandshåndteringen med kassetter skal reduceres til en minimum eller ingen udledning overhovedet, betyder det, at det forventes, at regnvandet kan nedsives, men det er ikke muligt i Ringsted Kommune på grund af lerlagets tæthed.
Med hensyn til støj, så har administrationen en støjberegning, der desværre viser, at støjen ikke kan håndteres lokalt (rundt om Benløse Skel), da det ikke er muligt at friholde hele området for støj. Denne viden stammer fra et område der ligger nord for lokalplanområdet, og altså længere væk fra motorvejen som tilmed udgør et meget mindre areal end området ved Letsborgvej..
Udgiftsfordeling
Det er Ringsted Forsyning, der skal afholde udgiften til en evt. ændring af forsyningsforholdene (regnvandshåndtering). En lokalplan kan potentielt pålægge forsyningen udgifter. Forsyningen vil også skulle betale ekspropriationsbeløbet for et evt. udvidet regnvandsbassin. Da kloakeringen er dimensioneret i forhold til de eksisterende bestemmelser i gældende lokalplan, vil kloakeringen skulle ændres, hvis der er behov for det. Ringsted Kommune og Ringsted Forsyning kan ikke sige, hvilke udgifter dette vil medføre uden et konkret projekt. Bygherre / ejer kan ikke pålægges at afholde nogen af udgifterne.