Dispensation for 10% puljen.
I foråret blev der fra regering og Folketing gjort en række tiltag for at holde hånden under de folkeoplysende foreninger. Der blev indgået en aftale om midlertidige foranstaltninger som led i forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med Covid-19 og der blev udarbejdet en bekendtgørelse, der udfolder den politiske aftale (bilag 1).
Bekendtgørelsen (§ 1) opfordrer Byrådet til ”under de helt ekstraordinære forhold, som følger af foranstaltningerne efter loven og forebyggelsen og afhjælpningen i samfundet i forbindelse med covid-19, i et tæt samarbejde med foreningerne at afbøde de afledte virkninger på folkeoplysende voksenundervisning og frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde, som vil være eller kunne være en følge af de foranstaltninger, som træffes som led i forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19. Målet hermed er, at folkeoplysende voksenundervisning og frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde herunder lærere, undervisere, ledere og andre ansatte kan sikres bedst muligt inden for de helt ekstraordinære rammer, som forebyggelsen og afhjælpningen i landet i forbindelse med covid-19 nødvendiggør.”
Bekendtgørelsen giver kommunerne klar hjemmel til at fortsætte de kommunale tilskud til aktiviteter, lokaler mv. for såvel den folkeoplysende voksenundervisning som de frivillige folkeoplysende foreninger. Bekendtgørelsen giver endvidere kommunerne mulighed for at fravige alle fastsatte regler om tilskudsforudsætninger, herunder minimumsgrænser for fælles fysisk undervisning i forbindelse med fjernundervisning, regler om debatskabende aktiviteter mv.
Skolerne har nu erfaret at forsamlingsrestriktionerne betyder at det er vanskeligt at gennemføre debatskabende aktiviteter i efteråret, hvorfor der er et ønske om at må anvende de resterende 10% midler til andre aktiviteter og øgede udgifter i forbindelse med coronapandemien.
Overførsel af ikke forbrugt budget til 2021.
Skolerne oplever en vis tilbageholdenhed hos kursisterne ved at deltage i de almindelig aftenskolehold i 2020, hvilket betyder en mindre indtjening på deltagerbetalingen til dækning af lønudgifterne. Skolerne forudser derfor økonomiske udfordringer i 2020, som vil have negativ indflydelse på regnskaberne.
Skolerne vil derfor bede om at måtte få overført evt. ikke forbrugte budgetter på andre områder indenfor voksenundervisningen fra 2020 til 2021, så pengene kan anvendes til øget tilskud i 2021.
Ud over tilskud til skolernes undervisning og debatskabende arrangementer afsættes der hvert år budget til lokaleleje (10.000 kr.) og til mellemkommunale betalinger (100.000 kr.).
Forlængelse af dispensation.
Skolerne anmoder om, at den ansøgte dispensation forlænges til 2021, såfremt den nuværende bekendtgørelse fortsat er gældende i 2021.