Kultur- og Fritidsudvalget udpeger hvert år indsatsområder for uddeling af § 18 midler til frivilligt socialt arbejde. Proceduren er, at Frivilligrådet drøfter, udpeger og indstiller indsatsområderne til udvalget. Kultur- og Fritidsudvalget beslutter herefter indsatsområderne og fordeler budgettet på området.
Indsatsområder
De nuværende indsatsområder har været de samme i en årrække.
Indsatsområderne for 2019 er:
- Ældre og ensomme
- Særlig udsatte grupper
- Handicappede
- Patientforeninger
- Integration på tværs af etniske grupper
- Misbrugsområdet ved Cafe Dagmar med en fast årlig bevilling
Af nedenstående skema fremgår det hvordan tilsagnene har været fordelt på de enkelte indsatsområder i 2018 og 2019 (opgjort 2. december 2019)
Indsatsområde | 1.1. -22.11.2018 | 1.1- 02.12.2019 |
Ældre og ensomme | 14 tilsagn | 13 tilsagn |
Særlig udsatte grupper | 8 tilsagn | 14 tilsagn |
Handicappede | 2 tilsagn | 3 tilsagn |
Patientforeninger | 11 tilsagn | 11 |
Integration på tværs af etniske grupper | 2 tilsagn | 1 |
Misbrugsområdet ved Café Dagmar | En årlig bevilling | En årlig bevilling |
Opgørelsen viser, at der er ansøgninger inden for hvert af de enkelte indsatområder, og at antallet af forholdet mellem ansøgninger inden for de enkelte indsatsområder ligger nogenlunde stabilt.
I sagen indstilles det at indsatsområderne fastholdes i 2020.
Dette er begrundet i:
- At indsatsområderne matcher de behov der er hos de frivillige sociale foreninger, og de ansøgninger der indkommer
- At indsatsområderne matcher de krav der er i Servicelovens § 18, stk. 2. Af vejledning til Serviceloven kapitel 33 stk. 138, der omhandler den støtte kommunerne skal give til det frivillige sociale arbejde, fremgår det at ”Sigtet er at støtte op om den frivillige sociale indsats, således at de økonomiske barrierer for en udvikling af denne indsats mindskes samt at opmuntre de frivillige sociale organisationer til at udbygge eksisterende sociale aktiviteter og udvikle nye”
- At indsatsområderne understøtter en række af principperne, temaerne, indsatserne med dertil hørende mål i Kultur-, Fritids- og Frivillighedspolitikken. Eksempelvis tema 3 ”Ringsted Kommune viser vej og muligheder” initiativ 3A ”Ringsted Kommune stimulerer til aktiv medskabelse”, hvor målet er at stimulere udviklingen i forenings- og fritidslivet
- At indsatsområderne forankres via en årlig drøftelse i Frivilligrådet med efterfølgende indstilling til Kultur- og Fritidsudvalget
Økonomisk ramme
Der foreslås, at den økonomiske ramme fordeles på samme måde som i 2019. Fordelingen fremgår af nedenstående skema:
| 2019 | 2020 |
Misbrugsområdet v/ Cafe Dagmar | 400.000 | 400.000 |
Engangstilskud | 325.000 | 345.000 |
Tværgående aktiviteter* | 55.000 | 60.000 |
I alt | 780.000 | 805.000 |
*Aktiviteter, kompetenceudvikling, informationsaftener, arrangementer mv. i kommunalt regi, med henblik på at understøtte det frivillige sociale arbejde og foreningerne.
Budgetposten vedr. misbrugsområdet, Café Dagmar
Cafe Dagmar v/ Kirkens Korshær har til formål at give udsatte, psykisk syge og andre socialt udsatte personer et værested. Cafe Dagmar drives i samarbejde mellem en ansat og frivillige. Cafeen har åbent alle hverdage mellem kl. 8.30 og 13.30. Der serveres morgenmad og frokost, og der er mulighed for at brugerne kan tage et bad. Herudover er der mulighed for at spille billard, dart og få en snak om dagligdags bekymringer og glæder. Der er tilknyttet en socialrådgiver, der arbejder frivilligt, og som kan hjælpe brugerne med diverse opgaver. Det gennemsnitlige fremmøde i er mellem 35 og 45 brugere om dagen, med en samlet brugergruppe på knap 100.
Administrationen har en løbende dialog med ledelsen af Kirkens Korshær Ringsted, der står for Cafe Dagmar med henblik på, at drøfte anvendelse og effekt af §18 tilskuddet. Det sker mere formaliseret ved at der afholdes dialogmøder en til to gange årligt. Forud for møderne udfylder ledelsen fra Kirkens Korshær et dialogskema, der danner grundlag for samtalen på mødet. Dialogskemaet beskriver aktiviteter, aktivitetsniveau og effekterne af den frivillige indsats. Dialog skema fra november 2019 er vedlagt som bilag 1. Kirkens Korshær har desuden indsendt en ansøgning om tilskud til 2020. Denne er vedlagt som bilag 2.
Budgetposten vedr. engangstilskud
Budgetposten til engangstilskud inden for indsatsområderne ældre og ensomme, særligt udsatte grupper, patientforeninger, handicappede og integration på tværs af etniske grupper, har ligget i det samme leje i en årrække, og ligger på et niveau, der hidtil har kunnet opfylde de ansøgninger, der er indkommet.
Administrationen har en løbende kontakt med hovedparten af ansøgerne, både telefonisk på mail, og når der frivillige deltager i forskellige arrangementer for frivillige i Ringsted. Derved er der en jævnlig information og drøftelse om anvendelsen af §18 tilskuddet og effekten af dette.
Som dokumentation for modtaget tilskud indsender tilskudsmodtagere relevante bilag, oversigt over udgifter, samt en kort beskrivelse af den gennemførte aktivitet. Større organisationer indsender årsregnskab, hvoraf det fremgår, at der er modtaget tilskud fra Ringsted i stedet for enkelt bilag.