Klima- og Miljøudvalget besluttede den 22. oktober 2020, pkt. 6, at de gerne vil have et oplæg fra administrationen for at mindske lastbilsgennemkørsel samt få reduceret hastigheden i landområderne for hele Ringsted Kommune.
Lastbiler har behov for at køre på vejene, ligesom alle andre trafikanter. Ved at forbyde lastbilsgennemkørsel på vejene vil det betyde, at de er tvunget ad andre veje. Det kan betyde nye og uhensigtsmæssige ruter, hvorfor der er behov for at kigge på et forbud i landområderne i et overordnet perspektiv.
Ved et eventuelt forbud er der behov for at se på, hvilke andre veje der så er mulige, samt hvor stor en omvej det er for lastbilerne. Udover den forlængede rejsetid betyder det større udledning af CO2 samt kan skabe utryghed på nye vejstrækninger. Lastbilerne skal kunne nå deres destination.
Administrationen har gennemgået vejnettet i landdistrikterne for at se, hvor det kan give mening at forbyde lastbilsgennemkørsel. Administrationen mener ikke, at et gennemkørsellsforbud på hverken Bedstedvej og Skovvej vil give mening jf. ovenstående. Administrationen mener til gengæld, at Værkevadsvej/Kværkebyvej, mellem Roskildevej v. Rute 14 og Køgevej v. rute 150, med fordel kan få forbud mod gennemkørsel for lastbiler. Det overordnede vejnet er allerede i dag bygget til at kunne håndtere lastbilerne. Nedenstående billede viser de omtalte veje.
Seneste trafikmålinger på Værkevadsvej viser, at der er ca. 360 biler om dagen, heraf er 10 lastbiler. På Kværkebyvej er der målt mellem 1.225 og 1.500 biler om dagen, heraf er der mellem 45 og 61 lastbiler. De seneste fem års målinger kan ses på www.ringsted.dk/trafiktal.
Opsætning af skiltningen skal godkendes af Politiet. Økonomien kan håndteres indenfor allerede afsatte midler i Trafikhandlingsplanen.
Figur 1: Oversigtskort. Rød markering viser Bedstedvej og Skovvej. Blå markering viser Kværkebyvej og Værkevadsvej. Grøn markering viser Rute 14 og Køgevej
Administrationen har gennemgået muligheden for at reducere hastigheden på vejene i landområderne. En reduktion i hastighed vil betyde, at der samtidig skal laves en eller anden form for ændringer i vejen, f.eks. v. etablering af en 2-1 vej. En decideret ændring i en vejs udformning vil medføre, at der skal frigives midler til udførslen.
Der kan opsættes skiltning, der nedsætter hastigheden. Dette kan gøres for alle køretøjer eller kun for vise typer af køretøjer, f.eks. lastbiler. En evt. hastighedsnedsættelse skal godkendes af Politiet.