Der indkaldes til et ekstraordinært fælles udvalgsmøde mellem Børne- og Undervisningsudvalget, Social- og Arbejdsmarkedsudvalget og Klima- og Miljøudvalget, hvor sagen drøftes.
Beboere fra området har løbende henvendt sig til kommunen med oplevelser om larmede – og støjende adfærd fra unge, der har taget ophold i Klosterlunden. Der har været mistanke om handel med stoffer – og hashrygning på toiletter etc.
Politiet, SSP og Ringsted Kommune har løbende været i dialog om problemerne, ligesom der har været møder med de berørte borgere om deres oplevelser. Særligt peger denne gruppe borgere på, at der skulle være særlig aktivitet i – og omkring toiletbygningen – samt, at det overdækkede område i tilknytning til toiletbygningen er et opholdssted for de unge, der har en lamende og støjende adfærd.
Ringsted Kommune deltager i en arbejdsgruppe med politiet og beboere fra området. Der afholdes løbende møder. Sidst afholdte møde var 18. september og næste møde er planlagt til afholdes den 6. november. I forlængelse af møderne aftales der konkrete tiltag, som enten politi eller kommune følger op på.
SSP og politi har igennem en længere periode øget deres indsats i Klosterlunden.
Vej- og Ejendomscenteret har iværksat, at der hver aften kommer en vagt kl. 19.00 og aflåser toiletbygningen og at vagten i forbindelse med andre runderinger går forbi Klosterlunden.
På fællesmødet er Politiet ved leder af Politiet i Ringsted Dan Warming samt kommunes SSP indbudt med hver et kort oplæg om de indsatser, der er iværksat samt den viden – og indsigt, som de har vedrørende forholdene i Klosterlunden.