Dagtilbuddene har lige nu ordinær drift. Folketinget har truffet beslutning om at SFO’erne er lukkede, dog sådan, at de er åbne for nødpasning og for børn med særlige behov.
I forbindelse med nedlukningen i foråret 2020 (fra den 11. marts 2020 til den 15. april 2020) kunne der jf. dagtilbudslovens § 32 ikke med tilbagevirkende kraft ske en reduktion i forældrebetalingen.
Byrådet besluttede på møde den 11. maj 2020 ikke at nedsætte forældrebetalingen i tiden efter nedlukningen. Grunden til at Byrådet ikke nedsatte forældrebetalingen var, at nedlukningen var en krisesituation på landsplan, som alle skulle bidrage til.
I denne sag har Byrådet igen mulighed for at træffe beslutning om regulering / bortfald af forældrebetaling. Denne gang er en eventuel regulering / bortfald af forældrebetaling begrundet i den enkelte kommunes lokale beslutning om dimensionering af dagtilbud som følge af corona jf. Nødprocedurebekendtgørelsen af 22. august 2020.
Byrådet besluttede d. 11. januar 2021 at delegere beslutningskompetencen om iværksættelse af dimensionering på dagtilbudsområdet til administrationen. Kommunen kan i helt ekstraordinære tilfælde dimensionere enkelte dagtilbud i det tilfælde, hvor det vurderes, at ikke alle børn kan være i dagtilbuddet på almindelig vis som følge af nødvendige covid-19 foranstaltninger. Dette skal ske for så kort en periode som muligt jf. Nødprocedurebekendtgørelsen.
Såfremt Ringsted kommune gør brug af Nødprocedurebekendtgørelsen, hvor der kan ske dimensionering på dagtilbud fx pga personalemangel som følge af corona, kan Byrådet beslutte, om – eller hvornår - forældrebetalingen skal reguleres / bortfalde.
Børne- og Undervisningsministeriet skriver i deres vejledning om dimensionering, at forældrebetalingen som udgangspunkt skal bortfalde for de berørte forældre, hvis en kommune i forbindelse med dimensionering over en periode ikke tilbyder et dagtilbud til barn, der har en plads i dagtilbuddet. Det følger af dagtilbudslovens regler om forældrebetaling og grundprincipperne herfor. Der er ikke nogen krav til, hvor længe man som forælder ikke har kunnet benytte pladsen, før betalingen skal bortfalde. Det er op til den enkelte kommune at beslutte, om- og hvornår forældrebetalingen skal bortfalde.
Kommunen kan ifølge Børne- og Undervisningsministeriet i sin beslutning om, at forældrebetalingen bortfalder for en periode, inddrage saglige hensyn. Herunder hensynet til at kommunen fortsat har fuld driftsudgift. Som led i kommunens afgørelse kan det for eksempel være relevant at lægge vægt på, om størrelsen på en eventuel nedsættelse af forældrebetalingen står i væsentligt misforhold til det administrative merarbejde, der er knyttet til gennemførelse af nedsættelsen eller tilbagebetalingen.
Administrationen foreslår tre mulige modeller:
- Forældrebetaling reguleres/bortfalder på 1. dag, hvis forældrene helt eller delvist ikke kan benytte deres barns dagtilbud/SFO, grundet dimensionering som følge af corona.
- Forældrebetalingen reguleres/bortfalder, hvis forældrene helt eller delvist ikke kan benytte deres barns dagtilbud/SFO i 1 uge og derover, grundet dimensionering som følge af corona.
- Forældrebetalingen reguleres/bortfalder, hvis forældrene helt eller delvist ikke kan benytte deres barns dagtilbud/SFO i 2 uger og derover, grundet dimensionering som følge af corona.
Regulering eller bortfald af forældrebetaling gælder ikke de børn, der sendes hjem som led i smitteopsporing, og som kan vende tilbage til dagtilbuddet efter 2. negative test.
Såfremt Byrådet vælger, at der ikke skal opkræves forældrebetaling, kan den manglende indtægt ifølge KL’s vejledning ikke opgøres som coronarelateret udgift.