Sagsgang:
| BY | ØK | ÆGU | PBU | KMU | BUU | KFU | SAMU |
| Orientering | | | | | | | | |
| Indstilling | | X | X | | | | | |
| Beslutning | X | | | | | | | |
BY=Byråd, ØK=Økonomiudvalg, ÆGU=Ældre- og Genoptræningsudvalg, PBU=Plan- og Boligudvalg, KMU=Klima- og Miljøudvalg, BUU=Børne- og Undervisningsudvalg, KFU=Kultur- og Fritidsudvalg, SAMU=Social- og Arbejdsmarkedsudvalg
Indledning
Der har været gennemført et udbud på levering af hjemmehjælpsopgaven - personlig pleje og praktisk hjælp. Udbudsfristen var den 23. juni 2021, og kommunen har ikke modtaget nogen bud på opgaven. Med denne sag skal der tages beslutning om, hvilken model Ringsted Kommune skal anvende, for at sikrer frit valg af hjemmehjælpsydelser, efter servicelovens §83.
Beskrivelse af sagen
Servicelovens §91 fastslår, at kommunerne er forpligtet til at sikre borgerne mulighed for frit valg af leverandør af hjemmehjælp for borgere i eget hjem. Det frie leverandørvalg indebærer, at borgerne skal kunne vælge mellem mindst to leverandører af hjemmehjælp, hvoraf den ene leverandør kan være kommunal.
I Ringsted Kommune er der pt. to leverandører: Den kommunale hjemmepleje og Altiden. Kontrakten med Altiden udløber 30. september 2021, hvorfor der har været gennemført et udbud på levering af personlig pleje og praktisk hjælp. Udbudsfristen var den 23. juni 2021, og kommunen har ikke modtaget nogen bud på opgaven. Det betyder, at der skal findes en anden løsning, så borgerne fortsat har mulighed for at vælge mellem minimum to leverandør fra den 1. oktober 2021.
Altiden leverede i juni 2021 hjemmehjælpsydelser til 283 borgere i Ringsted Kommune, herunder fik 272 borgere praktisk hjælp og 63 borgere personlig hjælp.
Der er forskellige muligheder: Fritvalgsbeviser, Godkendelsesmodellen eller en løsning hvor fritvalgsbeviser og godkendelsesmodellen kombineres.
Nedenstående modeller samt fordele og ulemper er beskrevet ud fra "Vejledning i tilvejebringelse af frit leverandørvalg for hjemmehjælpsmodtagere" (2014), af Udbudsportalen (bilag 1) og erfaringer fra Jammerbugt Kommune via telefoninterview med leder af Myndighedsenheden juli og august 2021. Jammerbugt er blevet kontaktet, da de havde erfaringer med både godkendelsesmodellen og fritvalgsbeviser.
Model 1: Frivalgsbeviser
Et fritvalgsbevis giver borgeren mulighed for frit at vælge en hvilken som helst CVR-registreret virksomhed til at levere ydelsen praktisk hjælp og/eller personlig pleje. Kommunen fastsætter værdien af fritvalgsbeviset, så de svarer til kommunens gennemsnitlige langsigtede omkostninger af ydelserne, ved udførslen af opgaven.
Leverandøren skal ikke godkendes af kommunen, men kommunen kan stille krav til kvaliteten i de ydelser der leveres.
Fordele:
- I følge Udbudsportalen (2014) giver fritvalgsbeviser det mest udstrakte frie valg, fordi borgeren kan vælge en hvilken som helst leverandør af praktisk hjælp og personlig pleje, der er CVR-registreret. Det giver borgerne selvbestemmelse og fleksibilitet ved et potentielt bredt valg. Dog kan kommunen træffe beslutning om, at borgeren ikke kan modtage hjælp via fritvalgsbeviser, hvis borgeren mentalt ikke er i stand til at håndtere fritvalgsbeviset fx pga. en demenssygdom.
- Kan give mulighed for mindre virksomheder til at komme ind på markedet og evt. overveje om de fremadrettet kunne byde ind som leverandør til godkendelsesmodellen.
Ulemper:
- I følge Udbudsportalen (2014) kan det være svært for kommunen, at sikre kvalitet og faglighed, når der ikke er indgået en kontrakt mellem leverandøren og kommunen. For eksempel sikring af en helhedsorienteret tilgang. Endvidere fremhæver Udbudsportalen (2014) at frivalgsbeviser kan give flere samarbejdspartnere, og hermed en større administrativ opgave for kommunen, herunder tilsynsopgaven. Flere leverandører kan endvidere påvirke kommunens muligheder for at implementerer nye indsatser, når der ikke er kontrakt direkte mellem kommune og leverandør. Fritvalgsleverandøren kan desuden ikke levere ydelser med rehabilitering, sygeplejeadministreret opgaver som medicin og sårpleje, hvilket betyder, at der i perioder kan komme flere forskellige medarbejdere i hjemmet hos borgerne. Et øget tidsforbrug hos fx hjemmesygeplejen og terapeuterne, herunder en øget kommunikationsopgave kan forventes, grundet flere forskellige samarbejdspartnere.
- Jammerbugt Kommune der anvender fritvalgsbeviser beskriver, at de ulemper ordningen har for borgerne bl.a. er forvirring med mange leverandører og at borgeren selv skal have dialogen direkte med leverandøren, i forbindelse med klager over de leverede ydelser. Borgeren har derfor ikke mulighed for at søge sparring via kommunen og kommunen har ikke nogen handlemuligheder. Endvidere er deres erfaring, at indsatsen med tidlig opsporing kræver, at medarbejderne har en viden om, hvad de skal være opmærksomme på i forhold til borgernes tilstand. Hvis leverandøren som borgeren vælger ikke besidder relevante sundhedsfaglige kompetencer, er der en risiko for bl.a. unødigt funktionstab. De har desuden erfaring med, at den løbende dokumentation af borgerens tilstand ikke blev dokumenteret eller blev utilstrækkeligt dokumenteret. Jammerbugt Kommune oplever slutteligt et stort administrativ arbejde med fritvalgsbeviser, da de skal udfyldes for hvert enkelt borger.
Model 2: Godkendelsesmodellen
I godkendelsesmodellen indgår kommunen i et samarbejde med de private leverandører, som søger om godkendelse til at levere opgaver med praktisk hjælp og/eller personlig pleje. I denne ordning skal leverandørerne leve op til kommunens pris- og kvalitetskrav for ydelserne, herunder gældende kvalitetsstandard og nationale standarder for sundhedsydelser og serviceydelser. Ved vurdering af leverandørerne vil der endvidere tages udgangspunkt i kommunens indkøbs- og udbudspolitik. Ringsted Kommune har tidligere benyttet denne ordning.
Ordningen giver borgerne mulighed for, at vælge en af de leverandører der har søgt godkendelse hos Ringsted Kommune. Leverandørerne kan vælge, både at byde ind på personlig og/eller praktisk hjælp samt afgrænsede geografiske områder i Ringsted Kommune. Det kan endvidere aftales at leverandøren leverer delegerede sygeplejeydelser som medicin og sårpleje eller/og rehabilitering efter Servicelovens §83a, hvis leverandøren har de kompetencer. Vi er som kommune dog ikke forpligtet til dette.
Fordele:
- Borgere der benytter de private leverandører er stillet på sammen måde som borgere, der benytter den kommunale hjemmepleje med hensyn til klager med mere.
- Der er en direkte og løbende dialog mellem kommunen og leverandørerne. I følge udbudsportalens vejledning (2014) giver det mulighed for at sikrer den faglige kvalitet, blandet andet via de opstillede kvalitets- og priskrav.
- Erfaringer fra andre kommuner giver godkendelsesmodellen leverandøren mulighed for et stort kundegrundlag, hvilket er centralt for at de større aktører/leverandører på markedet kan have en rentabel forretning. Samtidig indebærer godkendelsesmodellen, at leverandøren får samme pris for opgaven som kommunen bruger til den kommunale hjemmepleje herunder med indregning af alle overhead.
Ulemper:
- Et øget tidsforbrug hos fx hjemmesygeplejen og terapeuterne, herunder en øget kommunikationsopgave kan forventes, hvis der er flere leverandører til forskellige ydelser fx rehabilitering og rengøring, grundet forskellige samarbejdspartnere.
Hvis ingen leverandører søger om godkendelse via godkendelsesmodellen er kommunen forpligtet til at anvende frivalgsbeviser, indtil en leverandør bliver godkendt via godkendelsesmodellen. Hvis der er leverandører, som bliver godkendt i begrænsede geografiske områder, vil der være mulighed for at anvende fritvalgsbevis i de dele af kommunen, som ikke har en godkendt leverandør.
Model 3: Ligestilling af fritvalgsbeviser og godkendelsesmodellen
Kommunen kan beslutte at bruge en kombination af frivalgsbeviser og godkendelsesmodellen.
Tidligere beskrevet fordele og ulemper vil også være gældende her. Desuden er der følgende fordele og ulemper.
Fordele:
- Anvendelse af forskellige modeller i forskellige områder i kommunen.
- Det giver potentielt mange valgmuligheder for borgerne fx én ydelse som personlig hjælp, af en leverandør og fx praktisk hjælp af en anden.
Ulemper
- Erfaringer fra Jammerbugt Kommune viser, at borgerne oplever denne model som uigennemskuelig og uensartet i serviceniveauet. Erfaringen er endvidere, at modellen medfører ekstra administration, fordi der er to ordninger, som kræver forskellig administration herunder samarbejde med begge typer leverandører. De kommuner der anvender denne model er typisk kendetegnet ved store geografiske afstande og forskel i befolkningstætheden.
Historisk anvender størstedelen af kommunerne godkendelsesmodellen eller udbud.
Håndtering af udløb af samarbejdet med Altiden
Altiden har opsagt deres medarbejdere pr. den 30. september 2021, men de pointerer, at de vil passe godt på borgerne frem i resten af kontraktperioden. Alle borgere der får hjælp fra Altiden, har fået et brev om deres muligheder og vil blive kontaktet bl.a. med information om at de ikke risikerer at stå uden hjælp, da de automatisk overgår til Ringsted Kommunes hjemmepleje senest ved kontraktudløb den 30/9-2021. Der er desuden planlagt en tæt proces for Altidens exit mellem Altiden og Ringsted Kommune.
Den nye model og i ikrafttrædelse
Borgerne har krav på det frie valg fra den 1.10.2021. Borgerne vil blive orienteret om deres muligheder, når Byrådet har besluttet fritvalgsmodellen.
Inddragelse og høring
Til høring i Ældrerådet.
Økonomi
Leverandørerne skal afregnes med den kommunale enhedsudgift for levering af hjemmehjælp. Da denne er højere end den hidtidige aftale med Altiden, vil der være en merudgift på ca. 1 mio. kr. årligt. Da merudgiften er et resultat af et gennemført udbud, vil merudgiften blive indregnet i det tekniske budget.
Vurdering
Administrationen vurderer, at godkendelsesmodellen vil være den mest fordelagtige både for borgerne og for kommunen.
Konsekvenser for handicapområdet
Sagen vurderes ikke at have særlige konsekvenser for handicapområdet.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at fritvalgsordningen omfatter alene de lovpligtige hjemmehjælpsydelser som personlig og/eller praktisk hjælp.
- at der sikres frit valg ved at anvende model 2 - godkendelsesmodellen.
- at der foretages et ny udbud på hjemmehjælpsydelser 1. halvår af 2023.
- at merudgiften som følge af udbuddet på 1 mio. kr. indarbejdes i det tekniske budget.
- at sagen sendes til høring i Ældrerådet med høringsfrist d. 2. september kl. 12.
- at der afholdes et ekstraordinært Ældre- og Genoptræningsudvalgets møde mandag den 6. september kl. 16, mhp. behandling af høringssvaret.
Supplerende sagsfremstilling til Ældre- og Genoptræningsudvalget den 06-09-2021
Sagen har været sendt i høring i Ældrerådet og Handicaprådet.
Der er indkommet følgende høringssvar på sagen:
Ældrerådet d. 2.9.21 (bilag 2):
Ældrerådet peger på ”Godkendelsesmodellen” som det tilbud der fremover skal være gældende for de borgere der ønsker at benytte sig af frit valg af leverandør af hjemmehjælp for borgere i eget hjem.
Ældrerådet finder, at de fordele og ulemper der er beskrevet i for henholdsvis Frivalgsbeviser og Godkendelsesordning, peger på Godkendelsesordningen som den der skal være tilbuddet til borgerne.
Ældrerådet lægger vægt på at leverandørerne med Godkendelsesordningen skal leve op til kommunens pris- og kvalitetskrav for ydelserne, herunder gældende kvalitetsstandard og nationale standarder for sundhedsydelser og serviceydelser. Ligesom det kan aftales at leverandøren leverer delegerede sygeplejeydelser som medicin og sårpleje eller/og rehabilitering.
Handicaprådet d. 1.9.21:
Handicaprådet (DH-siden) kan ikke give et kvalificeret høringssvar inden for den korte høringsfrist.