Tre vuggestuebørn per pædagogisk medarbejder i Ringsted Kommune
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at børn i Ringsted Kommunes vuggestuer, dagpleje og børnehaver har det antal pædagogiske medarbejdere omkring sig, som loven om minimumsnormeringer kræver.
Mere nøjagtigt viser tallene, at der i vuggestuerne er tre børn per pædagogiske medarbejder, mens der i børnehaverne er 5,9 børn per pædagogiske medarbejder. Ifølge lov om minimumsnormeringer skal der være 3 børn pr. voksen i vuggestue og 6 børn pr. voksen i børnehave på kommunalt plan.
I Ringsted Kommune er der gennem siden 2020 arbejdet målrettet med at rekruttere dygtige pædagoger som et led i at styrke og udvikle kvaliteten på dagtilbudsområdet. Det fortæller Johnny Dahlgaard (V), formand for Ringsted Kommunes Børne- og Familieudvalg:
- Børnenes allerførste leveår er jo vanvittigt vigtige. Og når nu mor og far er på arbejde, så er det helt afgørende, at vores vuggestuer og børnehaver er gearet til at tage sig godt af børnenes trivsel og leg, så de føler sig trygge og lærer en masse. Derfor har vi valgt at investere i det her område, siger Johnny Dahlgaard (V), som bl.a. henviser til, at der i budgetaftalen for 2021-2024 blev afsat 1,621 mio. til området.
Udover normeringer har der også i Ringsted Kommune været rettet et stærkt fokus på tiltrækning og fastholdelse af pædagogisk uddannet personale og et attraktivt arbejdsmiljø. Det har ført til, at andelen af uddannede pædagoger i Ringsteds Kommunes vuggestuer og børnehaver er vokset fra 54 pct. i 2020 til 63 pct. i 2024.
Loven om minimumsnormeringer trådte i kraft 1. januar 2024, og ikke alle kommuner lever op til kravene endnu. I alt er der, ifølge opgørelsen fra Danmarks Statistik, 36 kommuner, som på opgørelsestidspunktet ikke lever op til loven.