Forlænget udeservering starter allerede i aften
Byrådet i Ringsted Kommune har besluttet at udvide udeserveringen til kl. 24 på fredage og lørdage i en forsøgsperiode frem til oktober.
På byrådsmødet i mandags besluttede Byrådet i Ringsted Kommune at udvide tiden for udeservering i en forsøgsperiode. Og allerede fra i aften er det altså muligt at sidde ude helt til kl. 24 på byens barer og restaurationer.
Ringsted Kommune har allerede meddelt nyheden til byens barer og restaurationer og orienteret Midt og Vestsjællands Politi om forlængelsen, som vil gælde i en forsøgsperiode fra nu og frem til oktober. I denne periode vil der således være udvidet udeservering til kl. 24 på fredage og lørdage. Støjregler fra kl. 22 vil fortsat gælde.
Klaus Hansen (V), borgmester i Ringsted Kommune, er meget tilfreds med, at Ringsted allerede fra i aften vil være lidt sjovere at gå i byen i.
- Det er en god nyhed for byen og for borgerne i Ringsted, som allerede fra i aften og gennem hele sommeren kan nyde udeservering en time længere i de forhåbentlig dejlige sommeraftener, der venter os. Nu gør vi det her i en forsøgsperiode og ser hvordan der vil blive taget imod det af borgere og beboere i Ringsted. Og så må vi til den tid se, om det skal gøres permanent, siger Klaus Hansen.