Du kan ikke bruge ringsted.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Badesøer og Blå Flag

Herunder kan du læse om vandkvaliteten ved kommunens fem badesteder. Sommer badesæsonen 2024 er slut, og der føres derfor ikke tilsyn med badestederne før til juni 2025 igen.

I Ringsted Kommune kan man bade i fire forskellige søer fra fem forskellige badesteder.

Nord for Ringsted ligger Haraldsted Sø eller Langesø. Som navnet antyder, en langstrakt sø. En del af Ringsted Oplevelsessti går langs søens bred fra Søsportshjørnet i søens vestlige ende og følger søens nordlige side ud til Roskildevej i øst. Ved Haraldsted Langesø er der to badepunkter et ved Traktørstedet på søens nordlige bred, og et ved Søsportshjørnet i søens vestlige ende ved dæmningen. Ved begge badesteder findes badebroer og parkerings mulighed. Ved Søsportshjørnet findes i øvrigt toiletter,  bord og bænke og udendørs træningsredskaber.

Haraldsted sø blev for mange år siden afsnøret af en dæmning. Dette gav en mindre sø vest for Langesøen. Denne mindre del af søen kaldes Haraldsted Lillesø, eller i folkemunde "Tivolisøen". Haraldsted Lillesø har de seneste 25 år opfyldt kriterierne for Blå Flag-kampagnen, og således vejrer det blå flag også ved Haraldsted Lillesø i 2024. Du kan længere nede på denne side, se hvilke kriterier der skal opfyldes, for at det Blå Flag kan tildeles et badested. Haraldsted Lillesø har toiletfaciliteter for handicappede, et madpakkehus, grillplads og en lille legeplads tilknyttet. Der er yderligere udlagt et stykke med sand og en badebro. Alt sammen ved søens vestlige bred nær Holbækvej, hvor man også kan parkere.

I Ringsted Kommune kan man også bade i Hvidsø ved Jystrup. Søen ligger naturskønt med et bredt læbælte omkring sig. Der er udlagt et mindre areal med sand og en badebro ved søens sydøstlige bred. Man kan parkere overfor søen ved tennisbanerne, og man skal gå langs en smal sti i læbæltet for at komme til badestedet.

I Gyrstinge Sø kan man også bade. Her findes en lang bro i den nordøstlige ende af søen. Der er en mindre parkeringsplads ved Øvej, hvorfra man skal gå ca.850 m for at komme til badestedet. 

Hverken Haraldsted Langesø, Gyrstinge Sø eller Hvidsø er Blå Flag strande, og har således ikke samme grad af faciliteter, information og tilsyn.

Husk altid at følge baderådene:

  • Lær at svømme
  • Gå aldrig alene i vandet
  • Læs vinden og vandet
  • Lær stranden at kende
  • Slip ikke børnene af syne

Badevandsprofil

Til alle søer er der udarbejdet badevandsprofiler, som beskriver forholdene i og omkring søerne. Du kan læse de komplette versioner herunder.  

Badevandsprofil Haraldsted Lillesø

Badevandsprofil Hvidsø

Badevandsprofil Haraldsted Langesø

Badevandsprofil Gyrstinge Sø

 

Badevandskvalitet 

Badevandskvaliteten ved søerne; Gyrstinge Sø, Haraldsted Lillesø, Haraldsted Langesø og Hvidsø har de seneste tre år været klassificeret som "Udmærket". Dette er den bedste kvalitet for badevand målt på mængden af e-colibakterier og Intestinale enterokokker, samt sandsynlighed for anden forurening.

Der bliver hvert år i badesæsonen løbende taget analyser af vandet i søerne for at holde øje med niveauerne af e-colibakterier og Intestinale enterokokker. Badevandsanalyser offentliggøres her på hjemmesiden, samt på informationstavlerne ved badestederne. 

Du kan finde alle badevandsanalyserne taget i 2024 for Ringsted Kommunes badesøer her; badevandsanalyser  

Vejledning til at læse analyser

Niveaer vedr. Fækale Colibakterier (E. coli):

Billede
Niveauer vedr. Fækale colibakterie

Niveauer vedr. Fækale (intestinale) Enterokokker:

Billede
Niveauer vedr. Fækale Enterokokker

Signaturforklaring:

Billede
Signaturforklaring vedr. badevand

Ved Blå Flag stationen ved Haraldsted Lillesø udtages i alt 10 prøver i badesæsonen, og i de øvrige søer tages 5 prøver i løbet af sæsonen.

 

Alger i badevand

Selvom badesøerne er kvalificeret som Udmærket, skal du være opmærksom på, at midlertidig opblomstring af blågrønalger er meget almindeligt i søer i Danmark.

I året 2023 var der en del problemer med blågrønalger i søerne Haraldsted Langesø, Haraldsted Lillesø og Gyrstinge Sø. Disse søer blev derfor frarådet badning i næsten hele august måned 2023.

Alger forekommer naturligt i søvand, langt de fleste er ufarlige i små mængder, men blågrønalger (cyanobakterier) kan i store mængder udgøre et sundhedsproblem for mennesker og dyr. Lad derfor ikke børn, dyr eller folk med nedsat immunforsvar bade i algefyldt vand, og hold dem væk fra skumansamlinger, hvor ophobning af blågrønalger især kan forekomme.

Blågrønalger er så små, at de kan være svære at få øje på, men i store mængder kan de danne plamager på vandoverfalden, som kan ligne neon-grøn maling. I det tilfælde bør du afholde dig fra at bade i vandet.

Ringsted Kommune fører løbende tilsyn med algeophobning ved kommunens badesteder i badesæsonen. Observeres store mængder frarådes badning. Dette gøres ved at sætte et skilt op i informationstavlen ved badestedet, samt informere om det øverst her på hjemmesiden.

Da vind og vejr nemt kan ændre på mængden af blågrønalger ved et badested, er det en god ide som badende selv at tjekke mængden. Du kan selv tjekke vandets indhold af alger på følgende måde:

  • Gå ud i vandet til knæene
  • Kig ned på dine fødder. Hvis du ikke kan se dem, kan vandet være så fyldt med alger, at du ikke bør bade

Du kan læse mere om alger på Miljøstyrelsens hjemmeside.

 

PFAS-forbindelser 

Der har de sidste par år været fokus på PFAS stoffer i det danske vandmiljø, fordi disse stoffer kan have en skadelige effekt på menneskers sundhed. Af den årsag er der i foråret 2022 foretaget undersøgelser af havvand i Lemvig kommune. Her er fundet meget høje niveauer især i havskum, hvor stofferne synes at samle sig.

Ringsted Kommune har på opfordring fra Miljøstyrelsen taget prøver for 4 PFAS-forbindelser i kommunens fire badesøer. Prøverne blev taget i slutningen af juni 2022, og der var heldigvis ingen bekymrende værdier i kommunens badesøer.

Ifølge Miljøstyrelsen er den vejledende grænseværdi for sum af 4 PFAS i badevand 40 ng/l. Følgende resultater er fundet i Ringsted Kommunes badesøer:

  • Haraldsted Langesø – 0,86 ng/l
  • Haraldsted Lillesø – 0,97 ng/l
  • Gyrstinge sø – 0,65 ng/l
  • Hvidsø – 1,5 ng/l

 

Blå Flag - naturture i Ringsted

I forbindelse med den årlige tildeling af Blå Flag, holder Ringsted Kommune forskellige arrangementer indenfor badesæsonen. Du kan læse mere om turene på hjemmesiden for Pilotnaturpark.

Information om Blå Flag

Kontakt: Center for Klima og Vækst

Rønnedevej 9
4100
Ringsted
Tlf.
57 62 63 00
Monday: 10:00-15:00
Tuesday: 10:00-15:00
Wednesday: 10:00-15:00
Thursday: 10:00-15:00
Friday: 10:00-13:00
Saturday: Closed
Sunday: Closed

Hvis du ønsker at sende følsomme eller fortrolige oplysninger til Ringsted Kommune, eksempelvis dit cpr.nr., oplysninger om dine helbredsforhold eller økonomiske situation, anbefales du at gøre det via Digital Post. Læs om beskyttelse af persondata

Last updated 06.11.2024