Du kan ikke bruge ringsted.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Uddannelsesmesse på Danish Crown-slagteriet i Ringsted

Tirsdag den 18. juni kan de afskedigede slagterimedarbejdere på Danish Crown blive klogere på deres muligheder for at efteruddanne og opkvalificere sig.

Når Danish Crown-slagteriet lukker til september i år er det afgørende, at de afskedigede medarbejdere er så godt forberedte som muligt på at få et nyt arbejde.

Derfor afholder jobcentrene i Ringsted og Slagelse Kommune samt Arbejdsmarkedskontor Øst under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), en uddannelsesmesse foran slagteriet, hvor de afskedigede medarbejdere kan møde en lang række uddannelsesinstitutioner og dermed få helt konkrete informationer om, hvor der er gode jobmuligheder og ikke mindst, hvilke konkrete muligheder der er for at blive omskolet eller opkvalificeret til et nyt job. 
 
Til stede vil både være bl.a. Zealand Business College med en lang række handels- og erhvervsrettede uddannelser, gymnasier, Kriminalforsorgen og køreskoler som kan oplyse om alt fra erhvervsuddannelser, AMU- og svejsekurser, mulighederne for at blive SOSU-assistent, fængselsbetjent, chauffør eller noget helt sjette.

Ringsted Kommunes jobcenter er også med og kan hjælpe med afklaring af rettigheder til uddannelse samt eventuelle muligheder for at få merit fra tidligere uddannelser og job.  

For nylig afsluttede jobcentermedarbejdere fra Ringsted, Holbæk, Slagelse, Næstved, Faxe og Sorø Kommune 769 afklaringssamtaler med de afskedigede medarbejdere på Danish Crown i Ringsted. Tre ud af fire udtrykte ønske om uddannelse og opkvalificeringskurser. 

Højt på ønskelisten hos de afskedigede medarbejdere stod bl.a. truck- og kørekort, svejsekurser, mens der også er interesse for at uddanne sig til fx social- og sundhedshjælper og procesoperatør.