Ringsted er landets mest ejendomsvenlige kommune
Ringsted Kommune er landets mest ejendomsvenlige kommune. Det mener EjendomDanmark i en ny undersøgelse. Tidligere på året kårede DI Ringsted Kommune som den mest erhvervsvenlige i Region Sjælland.
Den mest ejendomsvenlige kommune i hele landet. Og den mest erhvervsvenlige kommune i Region Sjælland.
De titler kan Ringsted Kommune smykke sig med. I hvert fald hvis man spørger EjendomDanmark og DI, som står bag to forskellige undersøgelser af kommunernes erhvervsarbejde.
EjendomDanmark har netop offenligtgjort deres undersøgelse om kommunernes ejendomsvenlighed, og her indtager Ringsted Kommune førstepladsen.
Ejendomsvenlighed er grobund for byudvikling
EjendomDanmark skriver blandet andet:
For blot fire år siden lå kommunen på en 47. plads, og at Ringsted nu kan stille sig på toppen af podiet, går derfor ikke ubemærket hen hos EjendomDanmark:
”Ringsted Kommune er et fantastisk eksempel på, hvordan en målrettet indsats for at forbedre ejendomsbranchens vilkår i kommunen har båret frugt. Det gør det langt mere attraktivt at investere, opføre og drifte ejendomme i kommunen. Det skaber de bedste forudsætninger for byudvikling, og det kan øge interessen for at bosætte sig i kommunen,” siger adm. direktør i EjendomDanmark, Peter Stenholm.
Og Ringsted Kommunes borgmester, Henrik Hvidesten, er glad for, at deres målrettede arbejde har båret frugt:
”I Ringsted Kommune har vi arbejdet målrettet på at gøre det nemt for virksomheder at komme i gang og komme videre. Det har vi blandt andet gjort ved at fjerne byggesagsgebyret og udfase dækningsafgiften. Vi har også optimeret planlægning og byggesagsbehandling, så vi kan behandle det stigende antal sager, der naturligt følger af at være en kommune i vækst. Derfor glæder det mig rigtigt meget, når der kommer en undersøgelse der viser, at vores arbejde bliver anerkendt af virksomheder og dem, der vil investere i vores lokalsamfund.”
Kortere ventetid på sagsbehandling
Ringsted Kommune har forbedret sig på flere af de parametre og har derfor vippet Billund Kommune af pinden.
Den jyske kommune indtog førstepladsen i 2020 og formåede at forsvare titlen i 2021, men tredje gang gik den ikke. Blandt andet fordi Ringsted Kommune har afskaffet dækningsafgiften og gjort en væsentlig indsats for at nedbringe byggesagsbehandlingstiden, som er en af ejendomsbranchens større udfordringer. De seneste fire år har kommunen nedsat den gennemsnitlige byggesagsbehandlingstid fra 44 til 29 dage, og så er antallet af ejendomsforbrydelser næsten halveret.
“Færre ejendomsforbrydelser - såsom indbrud, hærværk og brandstiftelser, har betydning for interessen i at bo i kommunen og deraf også, om der er investorer, som vælger at investere i byområdet. Derfor er det en stor fordel at gøre kommunen mere sikker,” forklarer Peter Stenholm.
Læs hele historien i EjendomDanmarks pressemeddelelse.
Læs om DI's undersøgelse, hvor Ringsted Kommune er bedst i Region Sjælland.