Du kan ikke bruge ringsted.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Rådgivningscentret tilbyder gratis kurser til pårørende til misbrugere

Ringsted Rådgivningscenter tilbyder et kursus til pårørende til personer, der i hverdagen misbruger alkohol, medicin eller euforiserende stoffer.

Som pårørende kan du have en masse spørgsmål om det at være tæt på et menneske, der i hverdagen misbruger alkohol, medicin eller euforiserende stoffer. Det er ikke kun den afhængige, som har brug for hjælp – du kan også have brug for hjælp.

Derfor giver Ringsted Rådgivningscenter dig mulighed for at deltage i en pårørendegruppe, hvor du får adgang til professionel rådgivning og mulighed for at udveksle erfaringer og tanker med andre, som er i en lignende situation som dig.

Pårørendegruppen starter mandag den 13. marts 2017 og mødes efterfølgende hver mandag kl. 18.00 - 20.00 – på nær mandag den 17. april som falder i påsken. Pårørendekurset varer til og med den 24. april 2017.

Vil du deltage i pårørendegruppen?

Er du pårørende til en misbruger, og vil du gerne deltage i pårørendegruppen, skal du kontakte Rådgivningscentret på tlf.: 57 62 79 30 og aftale tid til en individuel samtale inden opstarten. Der vil være plads til ca. 8-10 deltagere på holdet. Hvis flere tilmelder sig, er der mulighed for at oprette flere pårørendegrupper.

Pårørendekurset vil foregå i Ringsted Rådgivningscenter, Nørregade 56, 4100 Ringsted.

Det er ikke en forudsætning, at din pårørende er i behandling eller modtager behandling fra Ringsted Rådgivningscenter.

Hvis du vil have mere information om pårørendekurset, kan du læse mere i denne folder.

Læs mere om pårørende-kursus

Ringsted Kommune deltager i Respektkampagnen 2017

Det giver respekt at stoppe med sit misbrug. Det er budskabet i den landsdækkende Respektkampagne, som kører fra den 10. januar-6. marts 2017. Ringsted Kommune støtter op om kampagnen. Derfor kan du i denne periode se en reklamefilm i Ringsted Biograf, som informerer om, at Ringsted Kommune tilbyder gratis misbrugsbehandling i Rådgivningscentret.

Du kan også møde kommunens misbrugsbehandlere og sundhedsteam i Ringsted by, fredag den 3. februar. Her vil medarbejderne uddele materiale om kommunens misbrugsbehandling, ligesom du kan høre mere om misbrugsbehandling, pårørendekurset eller noget helt tredje.

Du finder medarbejderne:

  • Fredag den 3. februar 2017, ca. klokken 7.00-9.00 på Ringsted Station, ved stationsbygningen.

  • Fredag den 3. februar 2017, ca. klokken 15.00-17.00 ved Føtex i Ringstedet.