Du kan ikke bruge ringsted.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Otte særlige boliger er indviet og taget i brug på Køgevej 49

Onsdag aften indviede Ringsted Kommune otte boliger på Køgevej 49 for særligt udsatte. Boligerne tilgodeser privatliv for lejerne, samtidig med at udendørs fællesarealer giver mulighed for fællesskab.

Nyopførte boliger med et hyggeligt gårdmiljø, skure, grønne fællesarealer med bordbænkesæt, grus og beplantning Det ligner et helt almindeligt boligbyggeri, der er skudt op på Køgevej 49. Men faktisk er det boliger skabt af et særligt hjerterum. Ringsted Kommune har nemlig bygget og indrettet otte boliger på adressen, hvor der er taget højde for, at det skal være muligt for særligt udsatte at bo. 

Blandt andet er det tænkt ind, at boligerne skal tilgodese lejernes behov for privatliv, ved at have egne faciliteter og egen terrasse, men samtidig er der også udendørs fællesarealer, hvor der er mulighed for fællesskab. Hver bolig er på 40m2, og har et stort rum med tekøkken, stue og soveplads samt eget toilet og bad.

Boligerne står nu færdige, og det blev fejret med et indvielsesarrangement, hvor borgmester Klaus Hansen holdt tale og sammen med udvalgsformand for Ældre-, Social- og Sundhedsudvalget, Sine Reffstrup, klippede den røde snor.

Klaus Hansen siger:
”I Ringsted arbejder vi for, at kommunen har en alsidig vifte af botilbud og boformer, der matcher behovene hos borgere med særlige behov. Med disse boliger, har vi nu otte mere, siger Klaus Hansen og uddyber intentionerne med byggeriet:

”Køgevej 49 repræsenterer mere end blot fysiske rammer af mursten og mørtel. De symboliserer vilje og dedikation til at yde en anden indsats for de borgere i Ringsted kommune, der har mest brug for det. Disse otte boliger skal blive hjem for nogle af de mennesker, som har brug for vores fællesskabs støtte og omsorg”.

Ved at bygge de otte boliger på Køgevej 49, har Ringsted Kommune valgt at tilbyde rammer, der har vist sig gode for borgere med særlige behov. Boligerne er nemlig medfinansieret af Bolig- og Socialstyrelsen via en pulje, der hedder ”Skæve boliger”. Denne pulje har tidligere skabt boliger til hjemløse og særligt udsatte og har formået at forbedre livskvaliteten og livssituationen for beboerne.

”Jeg vil gerne at takke alle, der har været involveret i projektet, herunder Tømrer- og snedkermester Niels Lien, der har været Totalentreprenør samt bygningsarbejdere, arkitekter, og socialarbejdere”, afslutter Klaus Hansen.