Op til 1.200 jobmuligheder bragt i spil for afskedigede slagteriarbejdere
Tirsdag og onsdag afholder Danish Crown og Ringsted Kommune jobmesse for de omkring 900 afskedigede slagteriarbejdere, kontorassistenter, ledere og håndværkere, som nu skal ud at finde et nyt job.
Det kan de måske finde hos Dagrofa i Ringsted, Novo Nordisk i Kalundborg, Femernforbindelsen i Rødbyhavn eller én af de øvrige 44 virksomheder, som leder efter nye medarbejdere og derfor er med på jobmessen. Med sig har virksomhederne samlet set mellem 1.000 og 1.200 jobmuligheder med i tasken.
- Målet for os var hurtigt at stable en stor jobmesse på benene, hvor alle de slagteriarbejdere der er på udkig efter et nyt job kan mødes med de mange virksomheder, der lige nu står og mangler arbejdskraft. Jeg er meget tilfreds med, at vi lykkedes med at få hele 47 virksomheder med op til 1.200 jobåbninger til Ringsted i dag, siger Klaus Hansen (V), borgmester i Ringsted Kommune.
Forventningen er, at jobmessen vil føre til, at mange af de afskedigede medarbejdere vil få et nyt job. Men der vil også være en del, som har brug for fx efteruddannelse, kompetenceudvikling og sprogkurser for at komme godt videre. Det fortæller Susanne Frydenlund, Arbejdsmarkeds- og Ungecenterchef i Ringsted Kommune.
- Vores opgave er at få alle godt videre, og derfor arbejder vi tæt sammen med jobcentrene i både Slagelse, Sorø, Faxe og Næstved Kommune. Både for at matche jobsøgende og virksomheder med hinanden, men også tilbyde hjælp til at skrive CV og ansøgning samt vejlede og afklare om mulighederne for fx at efteruddanne og opkvalificere sig, siger Susanne Frydenlund.
Også Arbejdsmarkedskontor Øst under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), var til stede på jobmessen.
Det vurderes, at omkring 600 slagteriarbejdere stadig er på jobjagt, mens omkring 200 enten har fået job på et af Danish Crowns jyske slagterier eller i andre brancher. Omkring 100 har fået tilsagn om efteruddannelse eller kompetenceudvikling.
Ringsted Kommunes Jobcenter vil være til stede på Danish Crown med et særligt mini-jobcenter frem til Danish Crown-slagteriet lukker helt ned.