Ny spildevandsplan i høring
Ringsted Kommune har i samarbejde med Ringsted Forsyning udarbejdet forslag til en ny spildevandsplan. Planen har fokus på renovering af kloaknettet og klimasikring.
Spildevandsplan 2024 giver en status på spildevandshåndteringen i Ringsted Kommune og fastsætter planerne for den fremtidige spildevands- og regnvandshåndtering. Planen skal erstatte den eksisterende plan for 2005 med tilhørende tillæg.
Med planen planlægges separatkloakering af landsbyerne, og den allerede påbegyndte separatkloakering af Ringsted By og Benløse fortsættes. Planen har fokus på renovering af kloaknettet og klimasikring, så kloak-systemet bliver bedre rustet til at håndtere fremtidens regnmængder.