Ny affaldsordning for farligt affald i høring
Ringsted Kommune har sendt Regulativ for husholdningsaffald i offentlig høring. I regulativet er beskrevet en ny ordning, hvor farligt affald indsamles ved husstanden.
Ordningen er et led i Folketingets beslutning om, at alle landets kommuner skal sortere mere ensartet og hente de samme 10 typer affald hos alle husstande. Indsamling af farligt affald er første trin på vejen til at indsamle 10 affaldstyper ved husstanden i Ringsted Kommune. Indsamling af farligt affald bliver indført omkring 1. september 2022.
Den nye ordning for farligt affald vil give en bedre service for borgerne, idet det bliver nemmere at komme af med sit farlige affald. Ordningen vil også være med til at skabe større opmærksomhed omkring farligt affald. De to ting tilsammen skal gøre, at mere farligt affald ender det rigtige sted. Undersøgelser viser nemlig, at der kommer farligt affald i beholderne til både genbrug og restaffald, selvom det skal afleveres på genbrugspladsen.
Ordningen for farligt affald bliver en udvidelse af den eksisterende ordning for storskrald, der køres af AffaldPlus. Indsamlingen af de øvrige 9 affaldstyper afventer udløbet af den gældende kontrakt for indsamling af affald, der udløber i efteråret 2023.
Røde miljøkasser til énfamilieboliger
Ordningen for farligt affald omfatter udlevering af en rød miljøkasse til alle énfamilieboliger. Miljøkassen bliver byttet med en ren kasse i forbindelse med afhentning. Når man ønsker at få hentet kassen, skal man bestille afhentning i selvbetjeningsløsningen, Mit affald – helt på samme måde som med storskrald. Afhentningsdagene for farligt affald følger storskraldet, da det giver mindre kørsel, hvis det kan hentes samtidigt. Miljøkassen skal stilles frem til skel efter samme regler som storskraldet. Det vil også være muligt at aflevere miljøkassen på genbrugspladsen og få en ren kasse med retur.
Hvad er farligt affald?
Eksempler på farligt affald er:
- Spraydåser fra fx deodoranter og spraymaling
- Små batterier
- Lightere og lighter refillere
- Malingsrester
- Bekæmpelsesmidler til plante- og skadedyr
- Vaske- og rengøringsmidler, herunder afløbsrens, afkalkningsmidler, ovnrens m.m.
- Terpentin, acetone og lignende opløsningsmidler
- Olie, smørefedt og benzinprodukter
- Lavenergipærer, kviksølvtermometre og andet kviksølvholdigt affald
- Småt elektronik, fx cykellygter, eltandbørster og mobiltelefoner
Link til høringen af forslag til Regulativ for husholdning