Du kan ikke bruge ringsted.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Læge ansættes til rådgivning på plejecentre

Ringsted Kommune har ansat læge Kitten Weber til at understøtte medarbejderne på kommunens tre plejecentre med lægefaglig rådgivning og vejledning.

Kitten Weber er uddannet alment praktiserende læge, og hun er ansat som overlæge i akutafdelingen på Slagelse Sygehus. Udover at tilse afdelingens patienter arbejder Kitten med kvalitet og patientsikkerhed både i forløb på afdelingen og i forbindelse med den gode udskrivelse og borgernes overgang til eget hjem.

Kitten Weber har et stort kendskab til den gruppe af ældre borgere, som ofte har flere komplekse sundhedsmæssige problemer. På kommunens plejecentre kommer hun til at understøtte medarbejderne med generel rådgivning og vejledning i blandt andet håndtering af komplekse helbredsmæssige problemstillinger, medicinhåndtering, infektionssygdomme, smertebehandling og tidlig opsporing af begyndende sygdom.

Kitten Weber har allerede et godt kendskab til Ringsted Kommune, da hun har arbejdet i lægevagten i Ringsted.

Formand for Ældre- og Genoptræningsudvalget Benny Christensen udtaler:

”Det glæder mig, at kommunen nu får direkte adgang til lægefaglig sparring og vejledning på plejecentrene. I Ringsted Kommune har vi fokus på tidlig opsporing af begyndende sygdom hos ældre og på at sikre høj kvalitet i plejen af borgere med komplekse plejebehov. Jeg er glad for, at vi med ansættelse af Kitten Weber får mulighed for at styre indsatsen i arbejdet med ældres sundhed og trivsel.”