Du kan ikke bruge ringsted.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Kronprinsparret besøgte Sct. Bendts Kirke

I forbindelse med uddelingen af Kronprinsparrets Priser den 5. november i Ringsted Kongrescenter besøgte D.K.H. Kronprinsen og Kronprinsessen Sct. Bendts Kirke i Ringsted.

Kronprinsparret bliver vist rundt i Skt. Bendts Kirke
Kronprinsparret bliver vist rundt i Skt. Bendts Kirke
Kronprinsen hilser på publikum foran Skt. Bendts Kirke
Kronprinsen hilser på publikum foran Skt. Bendts Kirke
Borgmester Henrik Hvidesten og Else Erikstrup, formand for menighedsrådet, hilser på Kronprinsparret
Borgmester Henrik Hvidesten og Else Erikstrup, formand for menighedsrådet, hilser på Kronprinsparret
Kronprinsparret hilser på publikum ved ankomsten til Skt. Bendts Kirke
Kronprinsparret hilser på publikum ved ankomsten til Skt. Bendts Kirke
Kronsprinsparret fik en rundvisning i den historiske kirke
Kronsprinsparret fik en rundvisning i den historiske kirke

Den 5. november besøgte Kronprinsparret Sct. Bendts Kirke i Ringsted, der er blandt landets vigtigste kirker i forhold til kongefamilierne.

- Sct. Bendts Kirke er en af landets vigtigste kirker, og kirkens mange kongegrave vidner om den store historiske betydning, som kirken har haft i middelalderen. Vi har glædet os meget til at vise Kronprinsparret selve kirken, men også de moderne formidlingsmidler, som bruges for at fortælle dele af kirkens historie, siger borgmester Henrik Hvidesten.

Sct. Bendts Kirke blev oprindelig opført som klosterkirke. Valdemar den Store stod bag opførelsen af den nuværende kirke i munkesten, der blev påbegyndt i 1161 og indviet i 1170, og som var et af de tidligste teglstensbyggerier i Nordeuropa, og Nordens ældste teglstenskirke. Kirken er især kendt for de mange kongegrave, som kun overgås af Roskilde Domkirke – i Sct. Bendts Kirke er blandt andet Valdemar den Store, Knud den 6., Valdemar Sejr, Erik Menved og Erik Plovpenning begravet.

Kronprinsparret fik en rundvisning i kirken af Museum Vestsjælland, og blev ledsaget af menighedsrådsformand i Ringsted Sogn Else Erikstrup, præst i kirken Janne Meibom, borgmester Henrik Hvidesten og direktør i Ringsted Kommune Gitte Løvgren. En del af rundvisningen foregik digitalt, hvor Kronprinsparret fik virtual reality headset på og oplevede den skæbnesvangre dag i juni 1806, hvor Sct. Bendts Kirke stod i flammer.   

- Vi har fået rigtig god respons for den digitale formidling, der levendegør branden i kirken i 1806. Det har været vigtigt for os at fortælle kirkens historie på en levende måde, og her har teknologien bidraget, siger Eskil Vagn Olsen, museumsdirektør for Museum Vestsjælland.

Kirken er en meget smuk ramme for mange kirkelige handlinger og gudstjenester, og er med et varieret tilbud af koncerter og foredrag, stadig et vigtigt samlingspunkt for mange af kommunens indbyggere. Præst Janne Meibom har været præst i kirken i 15 år, og er også flyverpræst i flyvevåbnet, og har tidligere været udstationeret i Irak. Menighedsrådsformand Else Erikstrup og Janne Meibom viste kirken frem for Kronprinsparret.

- Sct. Bendts Kirke er en levende kirke med mange besøgende. Historien er altid vigtig, men vi fortalte også Kronprinsparret om den nutidige kirke, der både taler ind i menneskers glæde, sorg, angst og ensomhed, siger Else Erikstrup, formand for menighedsrådet.