COVID-19 vaccinationer i Ringsted Kommune
Vinteren står for døren, og dermed starter sæsonen for vaccinationer. Her er informationer om vaccinationer i Ringsted Kommune.
COVID-19 bliver ikke længere set som en samfundskritisk sygdom, og derfor bortfalder mange af de støtteordninger, der tidligere var i kraft. COVID-19 sidestilles med influenza og derfor skal borgere være opmærksomme på, hvilke regler og muligheder der nu gælder for vaccinationer.
Udgangspunktet er, at alle over 65 år samt borgere i særlig risiko tilbydes COVID-19 vaccine og influenza vaccine. Sundhedsstyrelsen anbefaler at voksne bliver vaccineret samtidig mod influenza og COVID-19.
Borgere skal selv sørge for transport, dog kan hjemmesygeplejersken visitere borgere til vaccine i eget hjem, hvis borgeren af helbredsmæssige årsager ikke kan bevæge sig uden for eget hjem.
Borgere, der bor i botilbud kan visiteres til vaccine i eget hjem – de borgere vil blive kontaktet af hjemmesygeplejen.
Det er en ændring af tidligere praksis, hvor flere borgere fik tilbudt transport, men COVID-19 vaccine sidestilles i dag med andre vacciner, og derfor er regler for transport også sidestille med andre vacciner. Så vær opmærksom på de ændrede regler.
De borgere, der er 65 år og derover samt forældre til børn på 2-6 år vil modtage invitation til vaccination fra Sundhedsstyrelsen i deres digitale postkasse inden 1. oktober 2023. Borgere der er fritaget for digital post, vil modtage invitation som brev med posten.
Når man har modtaget invitationen, kan man booke tid til vaccine på www.vacciner.dk. Borgere der fritaget for digital post kan bestille tid ved at kontakte Region Sjælland Vaccinebooking på telefon 70 20 42 33 hverdage i tidsrummet 9-14.
Borgere, der er særligt sårbare, skal udfylde en tro- og loveerklæring på www.vacciner.dk, hvorefter de kan bestille tid til vaccination.