Smukt bindingsværkshus fra 1860 vinder Ringsted Kommunes Arkitekturpris 2024
Restaureringen af det bevaringsværdige hus i Gyrstinge Skovhuse hyldes for sin kombination af traditionel teknik og moderne bæredygtighed.
Ringsted Kommunes Arkitekturpris 2024 er blevet tildelt et bindingsværkshus fra 1860 for dets gennemgribende og respektfulde istandsættelse.
Huset, der ligger på Gyrstinge Skovhuse, danner nu rammen om et moderne familieliv for Lasse Funch Sørensen, Julie Kjærulff Furberg og deres to børn.
Lasse Funch Sørensen og Julie Kjærulff Furberg købte huset i 2020 og har siden selv istandsat det med hjælp fra familie.
Istandsættelsen har fokuseret på at videreføre husets oprindelige byggeteknik og traditionelle materialevalg, hvilket gør projektet til et forbillede inden for bæredygtig arkitektur.
Arbejdet er blevet anerkendt for både at bevare det historiske udtryk og samtidig sikre en moderne og holdbar anvendelse, der er i harmoni med nutidens krav til familieliv.
Ringsted Kommunes arkitekturpris præmierer projekter, der forskønner Ringsted Kommune og bidrager til at bevare den danske bygningskultur.
Bindingsværkshuset på Gyrstinge Skovhuse er et smukt eksempel på dette, og projektet understreger vigtigheden af at bevare kulturarv samtidig med, at der arbejdes med bæredygtighed og klimabevidste løsninger.
Formanden for Plan- og Boligudvalget i Ringsted Kommune Lasse Tobias Mølholt fortæller, at Lasse Funch Sørensen og Julie Kjærulff Furberg vandt prisen, fordi de har taget hensyn til den oprindelige ejendom.
- Ejendommen er bevaret og integreret i det nuværende hus og gør det samtidig muligt at leve et moderne liv i en gammel bygning. De har også tænkt klima ind i restaureringen og materialevalget med respekt for det oprindelige hus. Derfor vandt de arkitekturprisen, siger Lasse Tobias Mølholt, der selv overrakte prisen mandag.
Sådan vandt Lasse og Julie prisen
Huset blev præmieret efter en indstilling fra Bygningskultur Ringsted.
Bedømmelsen af de indstillede stykker arkitektur blev foretaget af en komité, som består af Byplan- og Boligudvalget, teknisk direktør samt en medarbejder fra Bygge- og Miljøafdelingen i Ringsted Kommune.
Kriterierne for at nominere var:
- Smukke, ny-, om- og tilbygninger.
- Bygninger, der er blevet restaureret eller fredede og bevaringsværdige bygninger, der er blevet sat i stand.
- Anlæg, som for eksempel park-, sports-, bro- eller haveanlæg, der gør kommunen skønnere.
- Projekter, der arbejder med klima, bæredygtighed, social bæredygtighed og fællesskab.
- De nominerede bygninger skal være af nyere dato (maks. et par år gamle).
Med prisen følger en bronzeplade, et diplom og et præmiebeløb på 10.000 kroner.