I forbindelse med de mange restriktioner for at håndtere Covid-19 udstedte Styrelsen for Patientsikkerhed et påbud til kommunerne om at indføre besøgsforbud på alle plejecentre, beliggende i kommunen (jf. § 1 stk. 2 og § 12c i Lov om foranstaltninger mod smittesomme og andre overførbare sygdomme).
Efterfølgende er der udstedt en række bekendtgørelser og vejledninger, som uddyber besøgsforbuddet, og indskærper, hvordan det kan administreres. I Sundhedsstyrelsens seneste vejledning (nr. 2 af 24. april 2020), er det tydeliggjort, at besøgsforbuddet gælder alle indendørs arealer. Det er således både fællesarealer og beboernes egne arealer. Samtidig fremgår det, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, om besøgsforbuddet også skal gælde udendørsarealer, fx fælles haveanlæg og beboerenes små haver.
Det betyder, at der er mulighed for at tilbyde udendørs besøg for pårørende, med den forudsætning, at det tilrettelægges, så de generelle krav til afstand, fysisk kontakt og hygiejne overholdes. Det er fortsat vigtigt, at beboerne, som er nogle af de mest sårbare befolkningsgrupper, beskyttes mod smitte af Covid-19.
På grund af forskelligheden i de fysiske rammer, beboersammensætning og ønsker fra pårørende vil administrationen udarbejde besøgsprocedurer for de enkelte plejecentre. Disse procedurer vil løbende blive opdateret i forhold til sundhedsmyndighedernes retningslinjer, og vil være tilgængelige på Ringsted Kommunes hjemmeside.