Krav til hjemmet som arbejdsplads
Når du skal modtage hjælp fra Ringsted Kommune, vil dit hjem blive en arbejdsplads for medarbejderne. Arbejdsmiljølovens generelle bestemmelser er gældende i dit hjem. Ændringer kan være nødvendige.
Når du skal modtage hjælp fra Ringsted Kommune med hensyn til personlig pleje, praktisk hjælp, hjemmesygepleje m.m., vil dit hjem blive en arbejdsplads for medarbejderne. Det vil sige, at dit hjem er omfattet af Arbejdsmiljølovens generelle bestemmelser. Det kan blive nødvendigt med ændringer i dit hjem.
Generelle krav til arbejdsmiljøet:
- Adgangsforholdene skal være frie, dvs. ingen sne eller isglatte fliser og trapper. Der må ikke være defekte eller ujævne fliser og trapper.
- Der skal være tilstrækkelig belysning. Udendørs belysning skal altid være tændt eller aktiveres så der er fuldt oplyst når personalet kommer.
- Stikkontakter må ikke være defekte.
- Der skal være mulighed for udluftning og at skrue op og ned for varmen, så ingen udsættes for unødig høj varme, kulde, fugt eller træk.
- Der skal minimum være 16 grader i de rum hvor der udføres hjælp.
- Du må ikke ryge i det tidsrum, du modtager hjælp fra Ringsted Kommune. Der skal være luftet ud, inden hjælpen kommer. Vi kan evt. ringe til dig i god tid, før vi ankommer.
- Som hovedregel skal husdyr været lukket inde i et andet lokale, indhegning eller bure, når hjælpen udføres.
- Der vil blive taget særlige forholdsregler, hvis der er infektions– og smitterisiko eller ved behandling med medicin, eks. cytostatika. I så fald vil I få besked herom.
- Samarbejdet mellem dig og hjælperen skal være i en god og gensidig dialog, med respekt og ingen former for fysiske eller psykiske trusler og vold.
Det er en forudsætning, at de generelle krav til arbejdsmiljøet er opfyldt, før hjælpen kan starte i dit hjem.
Når du får praktisk hjælp i hjemmet er der krav, du skal opfylde:
Rengøring:
- Der skal være rengørings-produkter, der ikke indeholde farve, salmiak, klor og parfume. Der skal være rengøringsmidler gulv, spejle, toilet og opvask.
- Støvsuger skal være intakt. Poseløs støvsuger skal du selv tømme. Hvis der skal støvsuges i stueetage + 1. sal, skal der være en støvsuger begge steder. Trapper støvsuges der hvor man kan nå fra 1. sal eller fra stueetagen.
- Der skal være et støvsuger-skaft med en længde på mindst 1,5m. Støvsugeren skal have en god sugeevne og den skal være let at køre med.
- Der skal være en moppe med teleskopskaft og dertilhørende klude. Gulvet vaskes/tørres over én gang. Moppen skal have indbygget vridefunktion.
- For at tillade rengøring skal pladsforholdene være i orden. Tunge møbler og nips flyttes ikke. Afstøvning foregår i ståhøjde.
- Der gøres rent i boligens dagligt benyttede rum.
- Vi gør ikke rent efter husdyr og passer ikke husdyr.
- Vinduespudsning foretages indendørs fra gulv til nåhøjde og vindueskarme skal være ryddet. Der rækkes ikke ind over møbler, køkkenborde osv. Der skal være vasker og skraber til rådighed.
Tøjvask:
- Der skal være en vaskepose af stof eller plast med en bred hank eller en kurv, der kan bæres tæt ved kroppen - hjælperen må kun bære 4 kg i hver hånd.
- Tørresnoren skal være placeret i en acceptabel højde. Du kan blive bedt om at købe tørrestativ, hvis du får vasket i fællesvaskeri.
Når du får personlig pleje og sygepleje er der følgende krav, du skal opfylde:
- Der skal være min. 75 cm friplads pr. hjælper på hver side af dig, hvor hjælpen udføres, eks. i badeværelset og soveværelset. Ved hjælp til personlig hygiejne i seng skal der bruges en el-plejeseng. Det kan blive nødvendigt at flytte sengen til et større rum. Det er dit ansvar at flytte møbler og hjælpemidler.
- Der skal være plads til at anvende hjælpemidler, eksempelvis personlift, hvis dette er nødvendigt.
- Der må ikke være løse eller faste tæpper hvor der bruges personlift, kørestole/bad- og toiletstole. Der skal være hård gulvbelægning. Det er dit ansvar at flytte tæpperne. Køreplader vil ikke altid være en mulighed.
- Ved brug af kørestole/bad- og toiletstole skal dørtrin eventuelt udlignes eller fjernes.
- Ved bad skal der være en skridsikker måtte og bruser-slangen skal være tilstrækkeligt lang.
- Du skal tage hensyn til, at nogle ikke kan tåle parfume, der kan være i sæbe, deodorant og lignende.
Du kan få råd og vejledning hos personalet i Hjemmeplejen hos Ringsted Kommune.
Publikationer
Printvenlig pjece om når dit hjem bliver en arbejdsplads for hjemmeplejen