Hjælp fra demenskonsulenten
Hvis du eller din pårørende er ramt af en demenssygdom, så kan du få hjælp fra Ringsted Kommunes demenskonsulent.
Om demens
Demens er en fælles betegnelse for tilstande, hvor de kognitive funktioner bliver vedvarende påvirket af sygdom. Demens kan bl.a. vise sig ved svækket hukommelse, besvær ved vante opgaver, usikker orientering og forandringer i humør og adfærd.
I Ringsted Kommune er der ansat en demenskonsulent, som kan hjælpe dig med at få overblik over de tilbud, der er til dig, og hvilken hjælp du har behov for. Det kan for eksempel være:
- Rådgivning, undervisning og støtte i forløbet
- Tværfagligt samarbejde med egen læge og udredningsenheder
- Daghjem og træning målrettet mennesker med demens
- Aflastning i hjemmet eller aflastningsplads
- Formidling af kontakt til frivillige besøgsvenner
- Formidling af kontakt til projektkoordinator
Hvis du eller din pårørende har en demenssygdom, kan vaner og rutiner senere i forløbet blive vigtige for de pårørende og plejepersonalet. Derfor kan det være en fordel at beskrive din livshistorie, som er en fortælling i ord og billeder om dit liv, der kan hjælpe dig med at huske. Når du kortlægger vigtige begivenheder, værdier, daglig rytme og vaner får Hjemmeplejen og plejecentrene mulighed for at tilrettelægge omsorgen, så der tages hensyn til og udgangspunkt i dit hidtidige liv.
Her finder du skabelonen til udarbejdelse af din livshistorie.
Vores målgruppe
Ringsted Kommunes demenskonsulent kan hjælpe dig, hvis du er ramt af en demenssygdom, eller hvis du er pårørende til en demensramt.
Sådan får du hjælp
Vi har udarbejdet en guide til pårørende for demensramte, som indeholder svar på nogle af de almene spørgsmål, der måtte opstå for pårørende til demensramte:
Hvis du er pårørende til en demensramt, tilbyder Ringsted Kommune ligeledes rådgivning, vejledning og støtte i form af pårørendegrupper og kursus.
For tilmelding til pårørendegruppe kontakt venligst demenskonsulenten på 21 56 75 35, mail: tinco@ringsted.dk. Du kan læse mere om vores pårørendegrupper her:
Vi udbyder ligeledes et kursus for pårørende vedr. ”Hverdagen med demens” 2 gange årligt. Du kan læse mere om vores kursus her:
Kursus for pårørende forår 2025
Aktiv hverdag med demens er en træningstilbud primært for yngre og/eller ny diagnosticerede borgere, med let til moderart demens.
Der tilbydes fysisk og kognitiv træning, samt socialt samvær.
Ringsted kommune tilbyder modul 2 + 3 i foredragsrækken ”Diagnosen og tiden efter” 2 gange årligt som ligger i forlængelse af Hukommelsesklinikkernes modul 1. For yderligere information og evt. tilmelding kontakt demenskonsulent Tina Cornelius på tlf. 21 56 75 35, mail: tinco@ringsted.dk.
Puljeprojekt – Aflastning og afløsningstilbud til hjemmeboende borgere med demens og deres pårørende
Ringsted kommune har fået midler fra Sundhedsstyrelsen til to tilbud, der skal hjælpe mennesker med en demenssygdom og deres pårørende.
Pårørende til mennesker med demens har en øget risiko for at udvikle såkaldte belastningsskader i form af stress og depression, og det skal de nye tilbud fra Ringsted Kommune medvirke til at forebygge.
Tilbuddene skal give pårørende et pusterum og mulighed for at tage vare på sig selv, samtidig med at de ved, at deres nærtstående med demens laver aktiviteter, som giver mening for dem.
Målgruppen er familiemedlemmer, der bor sammen med personen med demens, typisk en ægtefælle eller samlever. Det kan også være hjemmeboende børn. Målgruppen er desuden de hjemmeboende borgere med demens, der kan få selvstændig glæde og gavn af at deltage i projektet.
Du eller din pårørende kan deltage i følgende tilbud:
- Mindfulness forløb for de pårørende og samtidig gruppeaktivitet for de demensramte 1 gang om ugen på Knud Lavardcenteret.
- Aktivitetsmakker i hjemmet i op til 20 timer om måneden.
Du kan ansøge om en aktivitetsmakker ved at kontakte Projektkoordinator Doreen Holmquist på tlf. 40 24 97 58, mail: dmho@ringsted.dk.
For at tilmelde dig til mindfulness forløb med gruppeaktivitet kontakt venligst projektkoordinator Doreen Holmquist på tlf 40 24 97 58, dmho@ringsted.dk Du er også velkommen til at kontakte Doreen, hvis du har spørgsmål til projektet.
Projektet udløber den 30.11.2024.
Du kan læse mere om projektets tilbud i følgende pjece:
Aflastning og afløsningstilbud til hjemmeboende borgere med demens og deres pårørende
Yderligere information
- Ældre Sagen tilbyder ligeledes en demenscafé for demensramte og pårørende.
- Hvis du eller din pårørende er demensramt, kan du søge om et værgemål eller en fremtidsfuldmagt.
Værgemål: Nogle personer kan på grund af deres helbred ikke træffe beslutninger om deres økonomi eller deres personlige forhold, eksempelvis om de skal flytte. De kan derfor have behov for, at andre træffer beslutningerne for dem. Familieretshuset kan iværksætte værgemål for personer, der har behov for det. Læs mere om værgemål på Familieretshusets hjemmeside.
Fremtidsfuldmagt: Ved at oprette en fremtidsfuldmagt kan du selv vælge, hvem der skal repræsentere dig, hvis du på et tidspunkt ikke længere selv har evne til at varetage dine økonomiske og/eller personlige forhold som følge af sygdom, svækket mental funktion eller lignende. Du kan læse mere her: Fuldmagter og værgemål. - Læs mere om demens på:
Nationalt Videnscenter for Demens
Alzheimerforeningens hjemmeside
Parkinsonforeningens hjemmeside
Scleroseforeningens hjemmeside
Kontakt: Demenskonsulenten
Plejecenter Solbakken
Ole Hansens Vej 8
4100 Ringsted
Tina Cornelius,
Tlf. +45 21 56 75 35.
Telefontid: mandag-fredag kl. 8-9. Torsdag ligeledes kl. 13-14.
Hvis du ønsker at sende følsomme eller fortrolige oplysninger til Ringsted Kommune, eksempelvis dit cpr.nr., oplysninger om dine helbredsforhold eller økonomiske situation, anbefales du at gøre det via Digital Post. Læs om beskyttelse af persondata