Region Sjælland har besluttet at lukke klinisk biokemisk afdeling på Ringsted Sygehus. På afdelingen er der mulighed for at få taget blodprøver og lavet målinger af hjertets funktion (EKG).
En opgørelse fra Region Sjælland viser, at der dagligt kommer mellem 100 – 120 borgere i afdelingen. Lukkes afdelingen skal borgerne fremover rejse til et af Region Sjællands andre sygehuse for at få taget prøverne.
Ringsted Kommune har været i dialog med Region Sjælland om at bevare muligheden for at få taget blodprøver og EKG i Ringsted, ved at etablere funktionen i sundhedshuset. Konkret foreslås blodprøvetagning etableret i de nye lokaler ved den nye indgang (bilag 1 det indtegnede område). Området har den nødvendige størrelse på ca. 50 kvm og de nødvendige faciliteter herunder mulighed for at trække vand ind. Derudover er området placeret i umiddelbar tilknytning til venteområdet, tæt på de kommunale sygeplejeklinikker og lægevagten og lige under Lægehuset Dagmar.
Etablering af blodprøvetagning i sundhedshuset vil give behov for mindre tilpasninger i byggeriet, som foreslås finansieret inden for den allerede afsatte anlægsbevilling til sundhedshuset.
Lokalerne var planlagt til at være administrative kontorarbejdspladser til sundhedsteamet og administration for Sundhed & Træning. Der arbejdes fortsat på, at finde en alternativ placering til disse funktioner. I den forbindelse kan der kommer mindre udgifter til tilpasning af andre lokaler.
Administrationen er aktuelt i gang med, at udarbejde aftale med Region Sjælland, heri indgår udarbejdelse af en lejekontrakt, som fastlægger husleje, lejevilkår, fordelingsnøgle til udgifter til rengøring og betingelser for afregning af forbrug. Aftalen forelægges til godkendelse i Byrådet og Regionsrådet inden indgåelse.