Indledning
Sagsgang:
| | BY | ØK | ÆGU | PBU | KMU | BUU | KFU | SAMU |
| Orientering | | | | | | | | |
| Indstilling | | x | | x | | | | |
| Beslutning | x | | | | | | | |
BY=Byråd, ØK=Økonomiudvalg, ÆGU=Ældre- og Genoptræningsudvalg, PBU=Plan- og Boligudvalg, KMU=Klima- og Miljøudvalg, BUU=Børne- og Undervisningsudvalg, KFU=Kultur- og Fritidsudvalg, SAMU=Social- og Arbejdsmarkedsudvalg
I denne sag skal der tages stilling til, om forslag til Kommuneplantillæg 17 til Kommuneplan 2017-2029 og forslag til Lokalplan 322 for Skæve boliger på Køgevej skal vedtages.
Beskrivelse af sagen
Byrådet besluttede d. 7. juni 2021, punkt 33, at sende forslag til kommuneplantillæg 17 bilag 1 og forslag til Lokalplan 322 for Skæve boliger på Køgevej bilag 2 i offentlig høring i otte uger.
Lokalplanforslaget giver mulighed for at opføre otte ”skæve boliger” herunder fælleshus på Køgevej 49A. Området er i kommuneplan 2017 udlagt til boligformål.
Administrationen har i høringsperioden modtaget tre høringssvar.
- Midt- og Vestsjællands Politi har meddelt, at de ikke har bemærkninger til forslaget.
- Movia har bemærkning vedrørende sikring af tydelig og trafiksikker gangforbindelse mellem boligerne og det eksisterende fortov på Køgevej.
- Beboere fra 24 ejendomme på Dronningensgade har indsendt et samlet høringssvar.
Høringsnotat og høringssvar i deres helhed er vedlagt som henholdsvis bilag 3 og 4
Høringssvar fra beboere i Dronningensgade handler primært om, at selve beslutningen om at placere de skæve boliger på Køgevej 49A er forkert med henvisning til:
- at administrationen i den sag, som blev behandlet af Byrådet den 7. september 2020, om placering af skæve boliger, ikke har vægtet samme kriterier i tilvalget af Køgevej, som i fravalget af andre placeringer,
- at placeringen af skæve boliger på Køgevej er valgt ud fra nærheds- og bekvemmelighensyn til Socialpsykiatrien på Prinsensvej 12,
- at det både vil tilgodese de kommende beboere i de skæve boliger samt naboer til disse, at boligerne placeres på Regimentet 1 i stedet for Køgevej, når der vurderes på parametre som: Vejstøj, Kvalitet af udearealer og bebyggede arealer, Mulighed for ro, Tilknytning til væresteder, Indretning af boligen, Kendt forurening.
- at der ikke er sket inddragelse af borgere og naboer til området, hvor de skæve boliger ønskes placeret.
Beboerne i Dronningensgade fremfører endvidere en bekymring for, at de skæve boliger vil blive tilholdssted for handel med og brug af stoffer, som vil gøre det utrygt at lade særligt børn færdes frit i området.
Beboerne i Dronningensgade vurderer, at administrationens estimerede pris for oprensning af forurening af grunden Køgevej 49A på kr. 280.000,- ikke stemmer overens med rapport udarbejdet for grunden i 2011, hvor budget for oprensning af grunden var markant højere.
Beboerne i Dronningensgade kritiserer kommunen for mangelfuld information om blandt andet de udfordringer, som de kommende beboere i de skæve boliger har og mangelfuld inddragelse af borgere/naboer både før lokalplanudarbejdelse og i høringsperioden, samt at borgermøde om lokalplanforslag blev afholdt alene med deltagelse fra administrationen.
Beboerne i Dronningensgade ønsker, hvis placering af skæve boliger på Køgevej fastholdes, at der tages højde for:
- at beplantning ikke må give udsynsgener ved udkørsel fra Dronningensgade til Køgevej,
- at støjskærm mellem bygningerne skal udføres i mursten, så gennemgang fra gården ikke er mulig,
- at hjørnet Køgevej / Dronningensgade skal være underlagt opholdsforbud,
- at fælleshus skal være lukket efter 18, så fester og handel med stoffer m.m. undgås.
Inddragelse og høring
Forslagene har været i offentlig høring i perioden den 22. juni til den 31. august 2021.
Administrationen ved Teknik og Miljøcenteret og Socialpsykiatrien afholdt den 17. august 2021 møde med beboerne fra Dronningensgade.
Økonomi
Plansagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Vurdering
Alle høringssvar er behandlet og vurderet i høringsnotatet.
Administrationens vurdering af høringssvar:
Administrationen har udarbejdet lokalplanforslag på baggrund af beslutning i Byrådet den 7. september 2020 (punkt 33) og vurderer, at placeringen af skæve boliger på Køgevej 49A med nærhed til Ringsted bymidte, indkøbsmuligheder og socialpsykiatrien er hensigtsmæssig.
Lokalplaner regulerer områdets fremtidige anvendelse og udformning, så det er muligt på grundlag af planen at forestille sig, hvordan området bliver med hensyn til bebyggelsens art og omfang samt veje og friarealer, når planen er gennemført. Lokalplanen kan derimod ikke regulere de kommende beboeres adfærd, hvorfor bemærkninger desangående ikke kan indarbejdes i lokalplanen.
Som der fremgår af sagen behandlet i Byrådet den 7. september 2020, var et central element i udpegning af Køgevej: afstand til dagligvarehandel på 110 m, hvorimod for eksempel Regimentet 1 har en afstand på ca. 700 m. I den sammenhæng kan det oplyses, at målgruppen altovervejende har en dårligt fysik og bevæger sig rundt til fods. Som det ligeledes fremgår af sagen til Byrådet, vurderes det, at placering i nærheden af Socialpsykiatriens tilbud er fagligt hensigtsmæssigt, idet nærheden til Dagbehandlingen forventes, at få en positiv effekt på målgruppens livskvalitet og støtter stabilitet omkring de skæve boliger. Frivillige i Dagbehandling har f.eks. mulighed for, at støtte beboerne i de skæve boliger via de ædruelige frivillige netværk omkring Dagbehandlingen.
Administrationen vurderer, at der i forbindelse med byggeriet, etableres en dialog mellem naboerne og kommunen med det formål at sikre størst mulighed tryghed for alle og bedst muligt samarbejde om eventuelle udfordringer i naboskabet.
Administrationen vurderer, at lokalplanen kan ændres således, at det fremgår tydeligt, at oversigtforhold for udkørsel fra Dronningensgade mod Køgevej sikres, og at gangforbindelse til Køgevej indtegnes i planen. Administrationen vurderer, at det fortsat skal være muligt at etablere støjhegn mellem boligerne i mursten, træ eller som grønt hegn, som beskrevet i lokalplanforslaget.
Administrationen undersøger i forbindelse med byggesagen, hvorledes håndtering af jordforureningen på grunden kan ske.
Konsekvenser for handicapområdet
Planerne har ingen konsekvenser for handicapområdet
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at Kommuneplantillæg 17 til Kommuneplan 2017-2029 vedtages og
- at Lokalplan 322 for Skæve boliger på Køgevej vedtages med følgende ændringer:
- At lokalplanen sikrer oversigtsforhold ved udkørsel fra Dronningensgade mod Køgevej.
- At gangforbindelse til Køgevej indtegnes i planen.