Indledning
Sagsgang:
| | BY | ØK | ÆGU | PBU | KMU | BUU | KFU | SAMU |
| Orientering | | | | | | | | |
| Indstilling | | | | | | | | |
| Beslutning | | | | | | | X | |
BY=Byråd, ØK=Økonomiudvalg, ÆGU=Ældre- og Genoptræningsudvalg, PBU=Plan- og Boligudvalg, KMU=Klima- og Miljøudvalg, BUU=Børne- og Undervisningsudvalg, KFU=Kultur- og Fritidsudvalg, SAMU=Social- og Arbejdsmarkedsudvalg
I forlængelse af initiativretssag om etablering af svømmebane, besluttede Kultur- og Fritidsudvalget på deres møde i juni 2020 at administrationen skulle udarbejde et oplæg til opsætning af en svømmebane i Haraldsted Sø til langdistancesvømning. Endvidere skulle administrationen undersøge pris, placering samt visuelt udtryk.
I denne sag fremlægges oplæg til opsætning af svømmebane i Haraldsted Sø som udgangspunkt for udvalgets beslutning om hvorvidt administrationen skal arbejde videre med etablering af en svømmebane, og i givet fald med hvilken placering og hvilken finansiering.
Beskrivelse af sagen
Alle har i dag ret til at svømme i Haraldsted Sø inkl. Tivolisøen uden tilladelse, og omfanget af brugere der benytter denne mulighed er ikke kendt. Etablering af en afmærket svømmebane vil ikke udvide adgangen til at svømme, men kan bidrage til at gøre det mere sikkert, og afklare potentielle konflikter mellem svømmere og andre brugere. Administrationen har været i dialog med Brugerrådet for Haraldsted Sø, Ringsted Svømmeklub og Trygfonden/Dansk Svømmeunion for at afdække de relevante behov og hensyn i forbindelse med eventuel etablering af svømmebane i Haraldsted Sø, og er nået frem til følgende:
Målgruppe
Helt overordnet er der to målgrupper med forskellige behov:
- Organiserede og uorganiserede langdistancesvømmere (Tri og Open Water)
- Svømmeklubbens hold for børn og unge - som alternativ til svømmehallen ifm. nedlukning og evt. introduktion til Open Water
Behov
- Langdistancesvømmere træner 2 – 5 km, og er derfor interesseret i baner på min. 150 m og gerne 500 m.
- Svømmeklubben er interesseret i baner fra 50 m til 250 m, og har brug for at der er gode muligheder for at stoppe og holde pause undervejs
Sikkerhed
Trygfondens erfaring viser, at brugere kan have svært ved at vurdere egne evner i vand, og de anbefaler derfor at man sørger for at sikre og oplyse brugere så meget, at ulykker undgås. Det betyder at svømmebaner bør placeres så tæt på bredden som muligt, og at det anbefales at svømmere kan holde fast på fx en platform, hvis de har brug for en pause under svømningen. Den samlede tilbagemelding fra Trygfonden er vedlagt som bilag.
Etablering af baner
Det er muligt at etablere en meget simpel bane bestående af bøjer der markerer banens længde og bredde (svømmebanen). Bøjerne sættes med fx en betonklods, og fx ved hver 25. meter. Sættes banen langs bredden, er det vurderingen at det af sikkerhedsmæssige årsager ikke vil være nødvendigt at etablere en platform hvor man kan hvile sig, men at man derimod kan svømme ind til bredden/hvor man kan bunde.
En anden og mere bekostelig model består af platforme kombineret med bøjer. Platformene kræver løbende vedligeholdelse, og skal endvidere tages op om vinteren.
Administrationen har indhentet to tilbud på etablering som udgangspunkt for en overslagsmæssig vurdering af omkostningerne. Tilbud fra leverandør vedlægges som bilag. Priserne er eksklusive skiltning og sikkerhedsudstyr.
Forslag til placeringer
Dialogen med Trygfonden og Brugerrådet for Haraldsted Sø har afdækket fire forskellige forslag til placering af en svømmebane, der er blevet drøftet på et fællesmøde med Brugerrådet og Ringsted Svømmeklub. Forslagene til placering er ikke detailundersøgt, og etablering af en svømmebane vil forudsætte en nærmere undersøgelse af vanddybder, væltede træer, placering af ”sejlrender” m.v.
I nedenstående skema er opridset fordele og ulemper ved de fire forslag, sammen med et bud på påkrævet udstyr og anslået økonomi.
Inddragelse og høring
Brugerrådet for søerne har løbende været hørt i forhold til placeringer. Endvidere har Ringsted Svømmeklub deltaget på et ”stand-up-møde” ved Haraldsted Sø sammen med brugerrådet.
Det fremgår af skemaet i bilaget, hvorvidt brugerrådet anbefaler placering eller ej.
Økonomi
Der er ikke på nuværende tidspunkt afsat midler til etablering af svømmebaner. Ønskes der etableret en eller flere svømmebaner i indeværende år, kan udvalget vælge mellem følgende muligheder:
- Model 1 kan midlerne findes på budgetområdet Folkeoplysning
- Model 2-4 skal finansieringen indarbejdes i budgettet for 2022, således at etablering af banen udskydes til 2022.
Vurdering
Administrationen vurderer at det principielt vil være muligt at etablere en afmærket svømmebane med en af de foreslåede placeringer. Da behovet for en svømmebane ikke er kendt, vurderer administrationen at model 1 vil kunne etableres som forsøg i fx 2 år, da model 1 har de mindste etableringsomkostninger. På baggrund af udvalgets beslutning om eventuel placering af svømmebane vil administrationen igangsætte detailundersøgelse af den valgte placering, og indhente mere præcise tilbud for opsætning mm.
Indstilling
Direktionen indstiller
- at model 1 vælges
- at finansieringen sker indenfor eget budgetområde "Folkeoplysning"
Supplerende sagsfremstilling til Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 24. august 2021
På baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning på junimødet, har administrationen været i dialog med nogle Open Water-svømmere. Baggrunden for henvendelsen har været at få denne gruppe interessenters kommentarer til sagen.
Hovedbudskabet hos Open Water-svømmere er følgende:
- ønsker så lang en bane som muligt da de typisk svømme fire km.
- såfremt model 1 vælges, så er det ønsket, at banen gøres så lang som muligt, og at der bliver mulighed for omklædning (ved Traktørstedet).
- Foreslår en helt ny bane der ligger parallelt med robanen, hvor der startes med at krydse Tivolisøen (fra badestranden til dæmningen), krydse dæmningen, og svømme langs robanen. Ifølge kommentaren, så vil dette ikke give risiko for sammenstød med roere, såfremt svømmebanen lægges forskudt for robanen.
Hele svaret er vedlagt som bilag 4.
Administrationens indstilling er fortsat, at model 1 vælges. Det er ikke muligt at lave en lige bane, men administrationen har udarbejdet en tegning om angiver en længere bane end 500 meter, stadig tæt på bredden, men hvor en del af banen snor sig.
Indstillingen til at vælge model 1, er at sikkerheden prioriteres for ikke-øvede svømmere der ønsker at benytte banen.