Indledning
Sagsgang:
| | BY | ØK | ÆGU | PBU | KMU | BUU | KFU | SAMU |
| Orientering | | | | | | | | |
| Indstilling | | | | | | | | |
| Beslutning | | | | | | | x | |
BY=Byråd, ØK=Økonomiudvalg, ÆGU=Ældre- og Genoptræningsudvalg, PBU=Plan- og Boligudvalg, KMU=Klima- og Miljøudvalg, BUU=Børne- og Undervisningsudvalg, KFU=Kultur- og Fritidsudvalg, SAMU=Social- og Arbejdsmarkedsudvalg
Med denne sag fremlægges forslag til formål, retningslinjer og organisering af pulje til ildsjæle i byområder.
Beskrivelse af sagen
I forbindelse med Byrådets vedtagelse af budget 2021-2022 blev der besluttet, at afsætte kr. 200.000 i 2021 til en pulje til ildsjæle i byområderne Ringsted/Benløse. Puljen er inspireret af puljen til landområder.
Ringsted Kommune har i forvejen en række puljer med forskellige formål rettet mod forskellige målgrupper. Visse af puljerne er målrettet bestemte foreningstyper, eksempelvis de folkeoplysende foreninger og de frivillige sociale foreninger, hvor puljerne er koblet på henholdsvis folkeoplysningsloven og serviceloven.
Herudover er der en række puljer, som er politisk besluttet i Ringsted Kommune fx pulje til kultur i landområderne, temaudviklingspuljen til landområderne samt bæredygtighedspuljen.
Administrationen har taget afsæt i de eksisterende politisk besluttede puljer, og har på den baggrund udarbejdet et forslag til formål, retningslinjer og organisering af pulje til ildsjæle i byområder.
De eksisterende politisk besluttede puljer fremgår af nedenstående oversigt:
| | Formål | Hvad gives der tilskud til? | Ansøgerkreds | Beslutningstager | Økonomi |
| Pulje til kultur i landområderne | Formålet med puljen er at helt eller delvist etablere det økonomiske grundlag for gennemførelse af kulturelle aktiviteter til gavn for borgerne i landområderne. | Primært til foredrag, teaterforestillinger og koncerter, hvor der som udgangspunkt også er entreindtægter. | Puljen kan søges af foreninger, grupper, forsamlingshuse, kulturinstitutioner og enkeltpersoner | Puljen hører under Kultur- og Fritidsudvalget med Landsbyforum som beslutningstager | kr. 134.083 til uddeling i 2021 |
| Temaudviklingspuljen til landområderne | Formålet med puljen er at støtte det gode liv på landet via økonomisk støtte til landdistriktsudviklende formål. | Der udmeldes et årligt tema fra ØK | Kan søges af alle | Ansøgninger under kr. 30.000 behandles først i Landsbyforum. Landsbyforum indstiller til administrationen i Ringsted Kommune, der foretager den endelige behandling af ansøgningen. Ansøgninger over kr. 30.000 behandles af Økonomiudvalget, efter forudgående høring i Landsbyforum | kr. 188.225 til uddelingen i 2021. |
| Bæredygtighedspuljen | Formålet med puljen er at motivere borgere, foreninger og virksomheder til at arbejde med bæredygtighed. | Dette gøres ved at stille midler til rådighed for lokalt forankrede og bæredygtige initiativer, der har med miljø, klima, sundhed og sociale aspekter at gøre. | Puljen kan søges af enkeltpersoner, grupper, private foreninger, virksomheder og interesseorganisationer, samt kommunens egne institutioner | Puljer hører under Klima- og Miljø udvalget, der beslutter ud fra indstilling fra Bæredygtighedsgruppen | kr. 100.000 til uddeling årligt |
Forslag til formål og retningslinjer, herunder organisering, at ny ildsjælspulje for Ringsted by/Benløse
Administrationen har udarbejdet et forslag til retningslinjer for en ny ildsjælspulje for Ringsted/Benløse puljen, hvoraf det også fremgår, hvorledes organiseringen af puljen kan være (bilag 1).
Af forslaget fremgår det, at formålet med puljen er at tilskynde lokale aktører til at gennemføre aktiviteter og projekter, der styrker det lokale engagement og initiativ i Ringsted by og Benløse.
Ansøgerkredsen er foreninger, herunder grundejerforeninger og beboerforeninger, samt interessefælleskaber i Ringsted By og Benløse området. Interessefælleskaber er defineret som en gruppe af borgere, der i fællesskab gennemfører et projekt eller en aktivitet, der lever op til formålet med puljen.
Der er opstillet en række kriterier for, hvad der gives tilskud til, og hvad der ikke kan gives tilskud til. Af disse fremgår det blandt andet, at der skal være tale om projekter og aktiviteter, der kommer en bred kreds af borgere til gode, og at projekter og aktiviteterne skal være i tråd med Ringsted Kommunes visioner og politikker. Projekter af længevarende karakter skal kunne løftes af ansøgerne, således at de ikke efterfølgende pålægger kommunen udgifter til vedligehold og lign..
For at tilgodese ansøgere, der ikke har mulighed for at søge de andre kommunale puljer, er det endvidere indsat som et krav, at der ikke gives tilskud til aktiviteter og projekter, der modtager tilskud fra andre kommunale puljer.
Puljen foreslås forankret i Kultur- og Fritidsudvalget med administrativ sagsbehandling i Erhvervs, - Fritids og Kommunikationscentret.
Ansøgningsfrist foreslås at være 1. maj 2021 med fremlæggelse af politisk sag på Kultur- og Fritidsudvalgets møde i juni.
Der kan søges tilskud til aktiviteter og projekter, der bidrager til at opfylde formålet med puljen. Eksempelvis aktiviteter og projekter med fokus på forskønnelse, udvikling og styrkelse af fællesskabet i området.
Information om puljen, vil blive kommunikeret via elektroniske platforme, pressemeddelelser, annoncering og via kommunale råd.
Inddragelse og høring
Administrationen foreslår at forslag til retningslinjer sendes i høring hos Folkeoplysningsrådet og Frivilligrådet inden endelig vedtagelse.
Økonomi
Ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at:
- det foreliggende forslag til retningslinjer og organisering af puljen, vil kunne give mulighed for at kommunen kan bidrage med tilskud til lokale initiativer, der ikke umiddelbart kan modtage tilskud fra andre kommunale puljer
- puljen vil kunne understøtte udvikling af det lokale engagement i Ringsted by og Benløse på samme måde som puljerne til landområderne kan
- der vil kunne gennemføres projekter og initiativer, der opfylder formålet med puljen, såfremt den administreres som foreslået
- at forslaget ikke har konsekvenser for handicapområdet.
Indstilling
Direktionen indstiller, at forslaget sendes i høring i Folkeoplysningsrådet samt Frivilligrådet i januar 2021 med efterfølgende behandling i Kultur- og Fritidsudvalget i februar.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 15-12-2020
Godkendt.
Supplerende sagsfremstilling
Som opfølgning på beslutning I Kultur- og Fritidsudvalget har sagen været sendt i høring i Folkeoplysningsrådet og Frivilligrådet.
Frivilligrådet har på møde den 28. januar 2021 vedtaget at bakke op om retningslinjerne med følgende bemærkninger:
Frivilligrådet bakker op om retningslinjerne, men har følgende kommentarer:
- Det fremgår ikke tydeligt hvordan man som ansøger agerer, såfremt man er en gruppe af privatpersoner som ikke har CVR-nummer
- Link til afgrænsning virker ikke
- Formuleringen ”Som ellers udføres af eksterne leverandører” erstattes af ”de frivilliges projekttimer kan indgå i ansøgningen, og kan værdifastsættes til 100 kr. pr. time.
Folkeoplysningsrådet har på møde den 9. februar 2021 behandlet sagen med følgende bemærkninger:
- Folkeoplysningsrådet bakker op om retningslinjerne, men ønsker at tilskud til udbetales til CVR nr.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at det kan være relevant at indarbejde enkelte af Frivilligrådets og Folkeoplysningsrådets bemærkninger i de endelige retningslinjer for puljen.
Ad bemærkning om CVR nr.:
I forbindelse med udformning af forslag til retningslinjer for ildsjælepuljen har administrationen haft til hensigt at gøre mulighederne så brede som muligt, da det er en ny pulje, og ansøgerfeltet og typer af aktiviteter/projekter ikke kendes på forhånd.
Administrationen vurderer, at det mest hensigtsmæssige er at udbetale midler til et CVR.nr., når det kan lade sig gøre, ligesom der gøres i hovedparten af øvrige puljetilskud. På den måde har administrationen mest ”hånd i hanke” med, at tilskuddet udbetales til det formål, det er givet til.
Det er administrationens erfaring, at alle foreninger/grupper, der har en bankkonto har CVR. nr. med Nemkonto tilknyttet.
Administrationen har dog samtidig overvejet, hvorledes der vil kunne udbetales tilskud til interessefælleskaber uden foreningstilknytning/CVR. nr., og derfor er det anført i retningslinjerne, at der udbetales til CVR. nr. med mindre andet aftales. Dette for at imødese interessefælleskaber, der søger om tilskud.
Administrationen har ligeledes overvejet om ansøgere ville kunne have et likviditetsproblem, såfremt tilskuddet udbetales på grundlag af indsendt regnskab og bilag, og derfor er det anført i retningslinjerne, at der kan udbetales i etaper mod fremvisning af ordrebekræftelse fra fx leverandør.
Intentionen har således været, at de foreslåede retningslinjer vil kunne sikre at puljen kan tilgås af en bred kreds af interessenter, og at retningslinjerne giver administrationen mulighed for at agere og tilpasse formen på udbetalingerne i forhold til den enkelte tilsagnsholder.
Administrationen vurderer på den baggrund, at der ikke skal indarbejdes yderligere omkring udbetaling i retningslinjerne.
Ad bemærkning om link til afgrænsning:
Linket vil blive rettet så det fungerer inden offentliggørelse af retningslinjerne
Ad bemærkning om værdisættelse af det frivillige arbejde:
Hensigten med formuleringen har været at præcisere, at almindelig mødedeltagelse ikke kan indgå i opgørelsen af det værdisatte frivillige arbejde.
For at sikre forståelsen af dette foreslår administrationen at formuleringen: ” Det frivillige arbejde der kan indgå er praktisk arbejde, som ellers udføres af ekstern leverandør” udgår af retningslinjerne, og formuleringen ”Mødeaktiviteter kan ikke indgå som egenfinansiering” indsættes i stedet for.
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- Formuleringen ” Det frivillige arbejde der kan indgå er praktiske arbejde, som ellers udføres af ekstern leverandør” udgår af retningslinjerne, og formuleringen ”Mødeaktiviteter kan ikke indgå som egenfinansiering” indsættes i stedet for.
- Forslag til formål, retningslinjer og organisering godkendes med ovenstående ændring