Som grundlag for arbejdet med udviklingen af Ringsted Sport Center er der udarbejdet en helhedsplan (bilag 1) for området, og Byrådet har afsat samlet set 35,5 mio. kr. i årene 2017-2019 til realiseringen af helhedsplanen. Helhedsplanen for Ringsted Sport Center indeholder i sin oprindelige form fire overordnede etaper. Etape 1 er gennemført med gymnastikhuset.
Etape 2 vedrører foyerbygning der sammenbygger hallerne, kaldet Rambla, samt opførelse af en multihal mv.
Byrådet har den 13. november 2017 valgt løsning til realisering (bilag 2).
Ringsted Kommune har efter udbud indgået aftale med ny totalrådgiver på sagen. Den nye totalrådgivers opgave er at udarbejde et dispositionsforslag og materiale som grundlag for udbud af opførelsen af etape 2. Dispositionsforslaget er en præcisering af det oplæg, som Byrådet har besluttet for realiseringen af etape 2, og i arbejdet med dispositionsforslaget gennemgås projektet grundigt.
I den løsning, som Byrådet har truffet beslutning om i november 2017, arbejdes der med en rumhøjde på ca. 3,2 m i den såkaldte Rambla, der er den kommende foyerbygning, der skal binde hallerne, svømmehallen og den kommende kantine/ multisalsbygning sammen. Dette er sket ud fra den dialog, der har været mellem administration og den daværende rådgiver.
I forbindelse med udarbejdelsen af det mere uddybende og præciserede dispositionsforslag har administrationen rådført sig med kommunens nye totalrådgiver i forhold til rumhøjden og forespurgt, om den valgte højde var optimal i forhold til at skabe et attraktivt og stort rum som Ramblaen (ca. 11-14 m bredt og 80 m langt), der bl.a. skal kunne tilbyde ophold, aktiviteter, fordeling af besøgende mv.
Administrationen har konkret bedt totalrådgiver komme med en anbefaling på rumhøjden for Ramblaen ud fra følgende kriterier:
- Være et rum der er attraktivt og rart at opholde sig i, for både få og mange mennesker og være et rum der kan rumme aktiviteter, der kan udfordre børn og unge til leg og bevægelse.
- Kunne rumme aktiviteter som fx kan være bordtennis, aktivitetsvæg som hænge- og klatrefaciliteter, floorball, udstillinger, musik, mindre trampolin, opvisning i badminton, gymnastik og volleyball.
- Rummet skal også kunne rumme høje planter, hængende infoskilte eller skærme uden at man bare ved at strække armen op kan daske til det.
- Bygningen skal både ude- og indefra være markant i forhold til at skabe sammenhæng mellem de eksisterende bygninger og vise helhed i bygningsmassen.
Der har været foretaget en dybere undersøgelse af lignende projekter om forholdet mellem rumstørrelse og højder, der har mundet ud i en anbefaling fra rådgiver (bilag 3). Vedlagt er vist to visualiseringer fra Ramblaen med henholdsvis 3 og 4 m rumhøjde (bilag 4).
På den baggrund anbefaler totalrådgiver, at Ramblaen udføres med en generel rumhøjde på ca. 4,0 m med tilhørende store ovenlys.
Ved at øge rumhøjden bliver vægoverflader, vinduer og søjler større, samt en række andre faktorer, herunder økonomien. Rådgivers overslag over økonomien viser en forhøjelse af totaludgiften med ca. 3,1 mio. kr. til i alt 38,6 mio. kr., altså et beløb på 3,1 mio. højere end det budgetterede. Det skal dog bemærkes, at den endelige pris først kendes efter at der har været gennemført et udbud. Der arbejdes mod et udbud i hovedentreprise til foråret 2019.
Rammetidsplanen vil også blive udfordret, men vurderes at kunne holde.
Tidsplan:
Tidsplanen for det videre arbejde er:
Vinter 2019: Ny lokalplan er på plads og eventuel endelig politisk beslutning af igangsættelse.
Forår 2019: Udbud og forelæggelse for politisk behandling.
Efterår 2019: 1. spadestik
Efterår 2020: Indvielse