Pasning af døende i eget hjem
Hvis du ønsker at passe en nærtstående, der ønsker at dø hjemme, kan du søge om plejeorlov i den kommune, hvor den døende ønsker at opholde sig.
Om plejeorlov til pasning af døende i eget hjem
Plejeorlov gør det muligt at passe og pleje en nærtstående, der ønsker at dø hjemme. Når du har plejeorlov, skal du efter nærmere aftale med Myndighedsenheden varetage opgaver i forbindelse med pleje og pasning af den døende, ledsage den døende til undersøgelse, behandling og aktiviteter med videre samt drage omsorg for den døende i de svære situationer, som kan opstå i den sidste del af livet.
En nærtstående kan for eksempel være en ægtefælle, samboende, forældre, børn eller venner.
Du modtager plejevederlag, mens du har orlov. Plejevederlaget er en økonomisk kompensation, som udbetales månedligt. Vederlaget beregnes på baggrund af din indtægt. Plejevederlaget kan deles mellem flere personer.
Vores målgruppe
For at du kan få tildelt plejeorlov, skal følgende kriterier være opfyldt:
- At en læge har vurderet, at den døende kun kan tilbydes lindrende behandling, og at levetiden forventes at være kort
- At den døende har et plejebehov
- At den døende er indforstået med, at der etableres plejeorlov
- At Myndighedsenheden vurderer, at du er i stand til at varetage opgaven.
Sådan får du hjælp
Hvis du ønsker at søge om plejeorlov, skal du henvende dig hos den kommune, hvor den døende skal opholde sig under pasningsforløbet.
Skal pasningsforløbet foregå i Ringsted Kommune, skal du udfylde ansøgningsskemaet og sende det til Team Visitation i Myndighedsenheden.
Hvis du ønsker at sende følsomme eller fortrolige oplysninger til Ringsted Kommune, kan du gøre det via e-boks. Det kan for eksempel være dit cpr.nr., oplysninger om dit helbred eller økonomiske forhold.
Ansøgningsskema om plejevederlag
Plejeorlov bevilges af en visitator, som foretager en vurdering af situationen og afklarer behovet for hjælp og støtte.
Yderligere information
Har du spørgsmål, kan du kontakte Team Visitation i Myndighedsenheden.
Læs mere om pasning af døende i eget hjem i folderen.
Plejeorlov bevilges efter Lov om social service § 119. Loven ændres løbende, og du kan altid finde den nyeste version på www.retsinformation.dk.
Du kan også læse mere om serviceniveauet i den politisk vedtagne kvalitetsstandard.
Pasning af døende i eget hjem
Kontakt: Myndighedsenheden
Hvis du ønsker at sende følsomme eller fortrolige oplysninger til Ringsted Kommune, eksempelvis dit cpr.nr., oplysninger om dine helbredsforhold eller økonomiske situation, anbefales du at gøre det via Digital Post. Læs om beskyttelse af persondata