Klima- og Miljøudvalget besluttede den 19. september 2019, at udsætte sagen med henblik på, at få en nærmere redegørelse på 6 punkter.
- Hvorfor skal der etableres brønde og hvor mange.
Der skal som udgangspunkt ikke etableres flere brønde til vejafvanding. Hvis eksisterende brønde fx er så nedslidte, at de ikke virker, skal de udskiftes. Hvis tilgrænsende grundejere gerne vil have etableret brønde til vejafvanding, samtidig med at der separatkloakeres, skal kommunen tage stilling til, om der er behov for at etablere brønde, såfremt grundejerne ikke kan blive enige.
- Hvilken information har borgerne fået om denne udgift/etablering af brønde.
Borgerne har ikke fået information om dette fra kommunen endnu.
Det er planen, at Ringsted Forsyning informerer grundejerne i god tid, inden der skal foretages separatkloakering, og at der i den forbindelse også kan være vejafvanding der skal kobles om m.m. Forsyningen planlægger at informere sommeren før anlægsåret, og inden de går i gang med forundersøgelser. Det skønnes hensigtsmæssigt, at kommunen informerer borgerne før Forsyningen påbegynder forundersøgelser. Forsyningen har informeret dem der er igangsat, Østervej og Søndervej. Endvidere er Amtsstue Allé informeret. Forsyningen informerer fx ikke grundejerne detaljeret om pligter og muligheder omkring ændret vejafvanding. De søger at løse det ved god dialog, og kommunen bliver først forpligtet og inddraget, når grundejerne ikke kan blive enige omkring vejafvandingen.
- Hvilken prioritering får kommunen i tingbogen i forhold til pant og omkostninger herved for borgeren/kommune.
Kan borgere med ejendom ud til en privat fællesvej ikke blive enige om udførelse af et påkrævet vedligeholdelsesarbejde, kan kommunen beslutte, at vedligeholdelsen udføres som et samlet arbejde af kommunen. Kommunen kan i forlængelse heraf tillade, at borgere gives mulighed for at afdrage vedligeholdelsesudgiften, over et tidsrum på op til 15 år. Perioden fastsættes under hensyn til beløbets størrelse. Skyldige beløb, der til enhver tid skyldes af borgere, forrentes med en årlig rente, svarende til den af Danmarks Nationalbank fastsatte rente, på aftaletidspunkt tillagt en udlånsrente på 2 %. For at sikre, at borgere tilbagebetaler den udgift kommunen har afholdt, har kommunen pant eller fortrinsret på samme måde som for kommunale ejendomsskatter. I praksis betyder fortrinsretten, at kommunens krav mod borgere har fortrin forud for tinglyste rettigheder, herunder tinglyst gæld i ejendom. Fortrinsretten er gældende i 2 år og 3 måneder, og inddrivelse skal påbegyndes inden for denne periode. Pant vil ikke skulle tinglyses, jf. tinglysningslovens § 4.
- Tidshorisont for projektet.
Ringsted Forsyning har oplyst, at der er planlagt separatkloakering 2019-2032, som kan berøre private fællesveje i byzone, og hvor det kan blive aktuelt at inddrage kommunen.
- Bevilling til matrikulære berigtigelser anvendes til andet formål – hvilken konsekvens har dette i henhold til vedtaget budget
Et billede på dette kan fx vises, ved at se på hvad der er brugt de sidste 4 år, i forhold til budget til matrikulære berigtigelser:
2018 - forbrugt 304.391 kr. – budget 154.320 kr.
2017 - forbrugt 509.833 kr. – budget 153.680 kr.
2016 – forbrugt 201.737 kr. – budget 150.220 kr.
2015 – forbrugt 129.274 kr. – budget 148.722 kr.
Det er derfor nødvendigt at nedprioritere matrikulære berigtigelser af offentlige veje, de år hvor der måtte komme henvendelser vedrørende kommunens pligt til at træffe afgørelse omkring vejafvanding på private fællesveje og som kan afstedkomme at kommunen må stå i forskud.
Ud over et årligt budget på ca. 150.000 kr. til matrikulære berigtigelser er der under drift af Vej og Park afsat årlige beløb til myndighedsopgaver private fællesveje:
Et billede på dette kan fx vises, ved at se på hvad der er brugt de sidste 4 år i forhold til budget til myndighedsopgaver private fællesveje:
2018 – forbrugt 119.110 kr. – budget 157.020 kr.
2017 – forbrugt 52.640 kr. – budget 154.990 kr.
2016 – forbrugt 93.503 kr. – budget 151.500 kr.
2015 – forbrugt 146.250 kr. – budget 150.000 kr.
Samlet set kan det blive nødvendigt, at nedprioritere begge opgaver, hvis opgaven skal løses inden for budgettet.
Det ses ikke at overforbrug på matrikulære berigtigelser, fx er udlignet ved mindre forbrug på myndighedsopgaver. Der har de senere år været omkostningstunge sager på begge områder.
- Forskel på privat fællesvej og offentlig vej.
En privat fællesvej er en vej, gade, bro eller plads, der ikke er optaget som offentlig vej. Færdselsarealet fungerer som adgang til de ejendomme der grænser til den private fællesvej og udgifter til vedligeholdelsen afholdes som udgangspunkt af de grundejere, der har ejendomme der grænser til den private fællesvej.
En offentlig vej er vej, gade, bro eller plads, der er åben for almindelig færdsel, og som staten eller en kommune administrerer efter lov om offentlige veje. En offentlig vej vedligeholdes af kommunen, hvis det er en kommunal vej.
En oversigt over offentlige veje og private fællesveje kan ses på kommunens hjemmeside.