Kort om regler for fleksjobordningen
Reglerne for bevilling af fleksjob er fastsat i 2013, hvor der blev gennemført en Førtidspensions- og Fleksjobreform. Efter disse regler får de fleksjobansatte løn fra arbejdsgiveren for det antal effektive arbejdstimer, de er ansat til. Lønnen suppleres med et tilskud fra Jobcentret (fleksløntilskud), op til en fuld månedsløn, reguleret ift. fleksjobberens lønniveau. Tilskuddet bortfalder ved en månedlig indkomst inkl. pension fra ca. 40.800 kroner.
Efter de tidligere ordninger før 2013 fik arbejdsgiverne tilskuddet til deres ansatte fleksjobbere, og stod herefter for udbetaling af lønnen. Disse ordninger eksisterer fortsat for de fleksjobbere, der er forblevet i deres oprindelige ansættelse fra før 2013.
Fødekæden til fleksjob er borgere, som har et tab af arbejdsevne, og som ved tilkendelse af fleksjob erhverver retten til job under fleksjobordningen. Ved tilkendelse af en fleksjobbevilling skal der etableres et konkret fleksjob til borgeren, hvilket kan ske ved at borgeren selv erhverver et job, eller via Jobcentres virksomhedsservice’s samarbejde med offentlige og private virksomheder.
Indtil borgeren finder en fleksjobansættelse, har borgeren ret til ledighedsydelse.
Resumé
Dette statusnotat giver et overblik over udfordringerne på fleksjobområdet og peger på mulighederne for en fremtidig indsats på området. Endelig gives der en kort oversigt over økonomien på fleksjobområdet.
Data for personer i fleksjob
Data fra jobindsats[1] viser, at der i 3 kvt. 2019 har været i alt 409 fuldtidspersoner, der har modtaget fleksjobydelse. Dette svarer til 1,8 pct. point af befolkningen, mens der i hele landet er en højere andel i fleksjob på 2,2 pct. point. Se tabel 1:
Tabel 1: Borgere i fleksjob i Ringsted (16-66 år) sammenlignet med Hele landet:
Ringsted 3. kvartal 2019 | Antal Fuldtids-pers. | Andel af befolkn. i pct. | Andel af befolkn. hele landet, pct. |
Fleksjob | 419 | 1,8 | 2,2 |
Kilde: Nøgletal dec. 2019
Hvor arbejder fleksjobberne
Personer i fleksjob efter den nye ordning fra 2013 opgøres i forhold til sektor og arbejdstid, idet det er den politiske intention, at personer med få timer skal tilstræbe at øge deres arbejdstid. De nedenstående tal omfatter således kun personer i fleksjob efter 2013.
Der er i hele landet ansat godt 61.000 personer i fleksjob efter 2013 ordningen, heraf er knap 78 pct. er ansat i den private sektor, mens der i Ringsted er ansat i alt 328 personer, hvoraf godt 79 pct. er ansat i den private sektor.
Andelen af ansatte i den offentlige sektor er således på 21,16 pct. i hele landet og 18,6 pct. i Ringsted. Se tabel 2:
Tabel 2: 2013 ordning. Antal og andel personer fordelt på sektor, dec. 2019
Dec 2019 |
| | Antal personer | Andel i sektor |
Hele landet | Sektor i alt | 61.175 | 100,0 |
Privat sektor | 47.087 | 77,97 |
Offentlig sektor | 12.944 | 21,16 |
Uoplyst | 1.150 | 1,88 |
Ringsted | Sektor i alt | 328 | 100,0 |
Privat sektor | 260 | 79,27 |
Offentlig sektor | 61 | 18,6 |
Uoplyst[2] | 7 | 2,13 |
Kilde: Jobindsats.dk
Ringsted Kommunes andel af borgere i fleksjob er således lidt lavere end ’Hele landet’, men Ringsted har frem til 2019 haft en relativt høj andel af borgere på ledighedsydelse.
Dette er dog reduceret væsentligt det seneste år via flere nye tiltag, herunder bl.a. kontakt til alle kommunale arbejdspladser samt via en ny fleksjob-database ’Fleksmatch’, hvor fleksjobsøgende kan gøre deres CV tilgængelige for arbejdsgiverne. Se tabel 3:
Tabel 3: Ledighedsydelse. Antal personer og andel fuldtidspersoner jan-marts 2019-2020 fordelt på hele landet og Ringsted Kommune:
Kilde: Jobindsats.dk.
Økonomien i fleksjobordningen
Både budget og forbrug på fleksjob området har været støt voksende de seneste år. Dette afspejler, at en stadig større andel af befolkningen har varig og betydelig nedsat arbejdsevne og derfor visiteres til et fleksjob. Dette er en generel udvikling på landsplan, men den slår også igennem i Ringsted. Se tabel 4:
Tabel 4: Regnskabstal 2016-2019
| Funktion 05.58.81 Fleksjob |
| 2016 | 2017 | 2018 | 2019 |
Budget | 24.268.520 | 24.805.560 | 28.352.880 | 32.831.330 |
Forbrug | 25.119.769 | 27.914.595 | 30.962.049 | 36.282.752 |
Budgetafvigelse | -851.249 | -3.109.035 | -2.609.169 | -3.451.422 |
Regnskabssystemet, KMD OPUS.
Det ses endvidere, at forbruget er vokset hurtigere end budgettet, hvilket har ført til merforbrug i perioden 2016-2019. Se figur nedenfor:
Denne situation er søgt håndteret ved de nye tiltag og den øgede kontakt il de kommunale afdelinger for at øge ansættelsen af fleksjobbere her, bl.a. gennem øget markedsføring af- og orientering om den kommunal fleksjobpulje. Der er imidlertid fortsat et mindreforbrug på denne pulje på godt 2 mio.kr. i 2019 (jf. Finansieringsforslag til Budget 2021).