Udvikling i antallet af 0-2 årige børn i kommunen 2017-2018
Administrationen følger udviklingen i børnetallene løbende jf. månedlige opgørelser fra folkeregistret over børn bosiddende i Ringsted Kommune. I oversigten herunder ses udviklingen i børnetallet af 0-årige og udviklingen i børnetallet af 0-2 årige. Siden sommeren 2017 er antallet af 0-2 årige børn steget markant, som følge af flere fødte børn i kommunen eller tilflyttere med helt små børn.
0-årige i Ringsted Kommune | | 0-2 årige i Ringsted Kommune |
Januar 2016 | 317 | | Januar 2016 | 972 |
Januar 2017 | 342 | | Januar 2017 | 992 |
April 2017 | 345 | | April 2017 | 995 |
Juli 2017 | 377 | | Juli 2017 | 1032 |
Oktober 2017 | 364 | | Oktober 2017 | 1060 |
Januar 2018 | 365 | | Januar 2018 | 1069 |
April 2018 | 373 | | April 2018 | 1063 |
Maj 2018 | 375 | | Maj 2018 | 1081 |
Juni 2018 | 373 | | Juni 2018 | 1105 |
Juli 2018 | 368 | | Juli 2018 | 1104 |
August 2018 | 364 | | August 2018 | 1114 |
September 2018 | 349 | | September 2018 | 1109 |
Større efterspørgsel til 0-2 års plads i dagtilbud
De mange flere småbørn har betydet en væsentlig større efterspørgsel til 0-2 års plads i et dagtilbud hen over det seneste år. Daginstitutionerne har været velvillige til at veksle 3-5 års pladser til 0-2 års pladser for at skabe plads til de mange små børn. På kommuneniveau har der været mellem 60 og 80 0-2 årige børn mere indskrevet i dagtilbuddene. Det har kunnet lade sig gøre som midlertidige løsninger i de institutioner, hvor de fysiske rammer lovligt har været til stede.
Nogle forældre vælger at få tilskud til køb af plads i private pasningsordninger eller vælger at få tilskud til pasning af eget barn. I august 2018 har der været 62 børn i disse ordninger. Disse typer af pasningsordninger indgår ikke i kommunens samlede kapacitet, da de typisk er midlertidige og alene opstår, fordi forældre har mulighed for at vælge dem.
Den lovpligtige pasningsgaranti har især de seneste måneder været under pres og det er generelt over hele kommunen. Der er stort set ikke ledig kapacitet at tilbyde forældre til 0-2 årige børn i deres bopælsdistrikt, hvilket kan betyde, at fx tilflyttere må vente helt op til 3 måneder med at få tilbudt plads her i kommunen, sådan som loven foreskriver.
Konsekvensen er, at forældrene oplever et ringere serviceniveau, da deres valgmuligheder for plads i dagtilbud er begrænsede. Det opleves for tiden, at nogle forældre vælger at forlænge deres orlov, vælger at få tilskud til selv at passe barnet eller vælger plads i en privat institution eller privat pasningsordning, når de ikke kan få tilbudt den ønskede plads eller en plads i deres nærområde.
Ny befolkningsprognose forudser flere småbørn
Den nyeste befolkningsprognose for 2019 peger på en yderligere tilvækst af småbørn i kommunen på ca. 150 børn 0-5 årige børn fra september 2018 til januar 2021, som det ses af oversigten herunder. Tallene for januar 2018 og september 2018 er faktisk bosiddende børn i kommunen, mens tallene for 2019-2021 er prognosens forventede antal børn pr. 1. januar.
| | Januar 2018 | September 2018 | Januar 2019 | Januar 2020 | Januar 2021 |
0 år | | 364 | 349 | 357 | 363 | 374 |
1 år | | 369 | 392 | 380 | 372 | 382 |
2 år | | 336 | 368 | 380 | 390 | 387 |
3 år | | 337 | 341 | 349 | 389 | 403 |
4 år | | 366 | 345 | 349 | 359 | 400 |
5 år | | 342 | 365 | 367 | 350 | 363 |
0-5 årige børn i alt | | 2114 | 2160 | 2180 | 2223 | 2308 |
Forventet efterspørgsel til dagtilbud
Ca. 70 % af alle 0-2 årige børn og ca. 97 % af alle 3-5 årige børn bosiddende i Ringsted Kommune er i dag indmeldt i et dagtilbud eller en anden form for pasningsordning.
Disse ordninger omfatter børn i dagpleje, i vuggestue eller børnehave, tilskud til pasning af egne børn, tilskud til private dagtilbud eller private pasningsordninger, hvad enten pasningen foregår i Ringsted Kommune eller i en anden kommune. I efterspørgslen er indregnet ca. 20 børnehavebørn årligt, som har fået skoleudsættelse.
Det samlede behov for pladser, når alle typer af børnepasning medtages ser således ud:
| Januar 2018 | September 2018 | Januar 2019 | Januar 2020 | Januar 2021 |
0 år til 2 år og 10 måneder | 709 | 733 | 737 | 742 | 755 |
2 år og 10 måneder til skolestart | 1.093 | 1.098 | 1.109 | 1.144 | 1.208 |
Tallene er udtryk for et øjebliksbillede den 1. i den nævnte måned på kommuneniveau. Som følge af den løbende tilvækst af småbørn stiger behovet for pladser hen over året. Som det ses af udviklingen i tallene fra januar måned 2018 til september måned 2018 er den forventede efterspørgsel til en 0-2 års plads steget med 24 børn. Det er således nødvendigt at indregne en løbende stigning af børnetallene hen over et år, for at kunne vurdere og estimere en forventet efterspørgsel.
Ny opmåling af dagtilbuddenes fysiske rammer
Administrationen har opmålt alle daginstitutioners fysiske rammer til henholdsvis vuggestuebørn og børnehavebørn, med henblik på at vurdere og revurdere den enkelte institutions kapacitet, kapaciteten på distriktsniveau og den samlede kapacitet på kommuneniveau. Administrationen har været i dialog med institutionslederne om opmålingerne og om fleksibel anvendelse af de fysiske rammer lokalt i den enkelte institution.
I enkelte institutioner har det vist sig muligt at justere kapaciteten, så der er plads til flere 0-2 årige børn de kommende år. Afhængig af udviklingen i børnetallene kan det på ny blive nødvendigt at justere i disse institutioners børnenormering, når vuggestuebørnene bliver børnehavebørn, eller der må til den tid findes alternative løsninger til fx de ældste børnehavebørn.
I nogle få institutioner er der i dag mange m2 til 3-5 årige børn, som ikke udnyttes optimalt, da der for tiden ikke er så mange 3-5 årige børn i kommunen.
I nedenstående oversigt er der fra september 2018 og fremefter indregnet den maksimale kapacitet i kommunens dagtilbud jf. den nye opmåling. Kapaciteten er udtryk for dagplejepladser i den kommunale dagpleje samt vuggestue- og børnehavepladser i kommunale og selvejende daginstitutioner, samt det antal pladser som erfaringsmæssigt anvendes i de tre private daginstitutioner til børn bosiddende i Ringsted Kommune. Gennemsnitlig er der 26 vuggestuebørn og 88 børnehavebørn i de tre private daginstitutioner i kommunen, som er indregnet i kapaciteten.
Med den nye opmåling er der på kommuneniveau plads til 79 0-2 årige børn mere i de kommunale og selvejende institutioner, heraf er de 77 pladser i vuggestuer og 2 i dagplejen.
Pladserne er tilvejebragt ved en tilbagerulning af tidligere normerede pladser og en stor fleksibilitet hos institutionerne.
Nedenstående oversigt viser kapaciteten på kommuneniveau sammenholdt med den forventede efterspørgsel til alle typer af pladser på dagtilbudsområdet. Som nævnt har det været muligt at løse behovet for pladser til 0-2 årige børn ved midlertidigt at optage flere vuggestuebørn i eksisterende rammer i de institutioner, hvor det har været muligt.
Selv om der ved den nye opmåling er tilvejebragt 77 0-2 års pladser, er dette ikke tilstrækkeligt til at efterleve den forventede efterspørgsel nu og i årene fremover. Aktuelt i september 2018 mangler der 42 pladser til de 0-2 årige børn, som er midlertidigt løst ved ekstra indskrivninger af børnene.
Der er generelt efterspørgsel til 0-2 års plads over hele kommunen og i kommunens yderområder er der fortiden ingen ledige vuggestuepladser. Dog er der aktuelt især behov for flere pladser i de bynære områder i Benløse-, Valdemar-, og Dagmar-distrikterne.
Den nye opmåling viser, at der er fysiske rammer til 70 flere børn i alderen 3- 5 år. Oversigten viser tillige, at der nu og i årene fremover er meget ledig kapacitet til børnehavebørn. Det er ikke muligt umiddelbart at konvertere yderligere 3-5 års pladser til 0-2 års pladser på grund af de fysiske faciliteter.
| | | | | | |
| | Januar 2018 | September 2018 | Januar 2019 | Januar 2020 | Januar 2021 |
Kapacitet 0-2 årige | | 612 | 691 | 691 | 691 | 691 |
Efterspørgsel | | 709 | 733 | 737 | 742 | 755 |
Plus/minus pladser | | -97 | -42 | -46 | -51 | -64 |
| | | | | | |
Kapacitet 3-5 årige | | 1286 | 1356 | 1356 | 1356 | 1356 |
Efterspørgsel | | 1093 | 1098 | 1109 | 1144 | 1208 |
Plus/minus pladser | | 193 | 258 | 247 | 212 | 148 |
Det er nødvendigt at skabe flere pladser til 0-2 årige børn hurtigst muligt for at kommunen kan overholde den lovbestemte pasningsgaranti.
Med anlægsønsket til budget 2019 på 3,2 mio. kan der skabes ca. 50 vuggestuepladser relativt hurtigt ved mindre ombygninger i 4 daginstitutioner. Samtidig kan der skabes op til 20 midlertidige vuggestuepladser på Stakhavegård, som beskrevet i sag om ”Oplæg til etablering af flere 0-2 års pladser på dagtilbudsområdet”.
Administrationen vurderer, at iværksættelse af disse tiltag samlet set kan imødekomme den forventede efterspørgsel de kommende 2 år.
Administrationen ser den nye befolkningsprognose fra 2019 som en realistisk udvikling i børnetallene i kommunen de kommende år. Der fortsat er behov for at følge den løbende udvikling i børnetallene tæt hen over året, for at kunne justere og tilpasse antallet af pladser for at leve op til den lovbestemte pasningsgaranti.
Efterspørgsel og kapacitet i de enkelte distrikter er beskrevet i bilag til sagen.