Tillæg 21 til Spildevandsplan 2005 er en opdatering af spildevandsplanen, så den stemmer overens med afgrænsningerne i kommuneplanen.
Der er udarbejdet en ny lokalplan for Erhvervspark-Jordemodervej vedtaget den 29. april 2019 på Plan- og Boligudvalget. Håndtering af regnvandet, herunder placering af bassiner fra området, er således ændret, blandt andet på baggrund af ændrede regnmængder og befæstigelsesgrader. Ligesom dette tillæg sikrer, at områdeafgrænsningerne i spildevandsplanen er i overensstemmelse med lokalplan og kommuneplan.
Der er i kommuneplanen desuden udlagt et nyt beboelsesområde ved Langagergård ved Benløse, der er udlagt et regnvandsbassin på Haslevvej samt Møllesøen, og endelig er Benløse Skel overgået til byzone og skal separatkloakeres. Disse ændringer i kommuneplanen skal fremgå af spildevandsplanen.
Ydermere indeholder tillægget til spildevandsplanen en administrativ opdatering af adresser, som er ind- eller udtrådt af spildevandsplanen. Det drejer sig om matrikler/ejendomme, som tidligere har ligget i det åbne land, og hvor det efter ønske fra grundejer har været muligt at spildevandskloakere samt matrikler/ejendomme, som efter grundejers ønske, er udtrådt af spildevandsplanen og dermed er overgået til det åbne land, hvor de selv skal etablere en renseløsning.
Tillægget indeholder også en opdatering af den klimafaktor, der anvendes når der skal dimensioneres bassinanlæg, således at bassinerne kan håndtere de stigende regnmængder.